madspihl - sisimiut

Du bliver nu omdirigeret...

2010-06-08T15:12:00.004-02:00

You are now being redirected to my new site...

Web

2010-05-28T14:44:00.000-02:00

Tjing Båll

2009-11-29T17:07:00.001-03:00

qianball
(tjingbå:l)

Ketsjersport, en hybrid mellem badminton, tennis og squash

Kode

2009-11-27T14:49:00.001-03:00

Bill Thompson on "The Two Cultures Problem": OpenTech 2009 from Richard Elen on Vimeo.

NEW! Sisimiut Shakedown Online shop

2009-08-08T22:27:00.000-02:00

Spreadshirt Market Place Product

Halfway Crooks Snowmobiling Hoodie Blue

18. juni - Supersonaten

2009-06-18T22:18:00.002-02:00

"Not the round natural world, not the deep mind,
The reconcilement holds: the blue abyss
collects it not: our arrows sink amiss
And but in Him may we our import find.
The agony to know, the grief, the bliss
Of toil, is vain and vain: clots of the sod
Gathered in heat and haste and flung behind
To blind ourselves and others, what but this
Still grasping dust and sowing toward the wind?
No more thy meaning seek, thine anguish plead,
But leaving straining thought and stammering word,
Across the barren azure pass to God;
Shooting the void in silence like a bird,
A bird that shuts his wings for better speed."

Tuckerman

Den afsluttende repetition af "bird" og sætningsbilledets betydning

18. maj

2009-05-18T22:45:00.000-02:00

Vi plejede at stå og kigge på fjorden
Fra fjeldet hvor udsynet bredte sig mest,
Når isen var synlig fra først i november
og hastigt spredte sig ujævnt mod vest.
”Nu kommer vinteren”, kunne du sige,
Lakonisk og træt af efterårsstorme,
”Hvad nytter det også at stå her og sukke,
Nu kommer vinteren, og lad den dog komme”.
For hvor skal vi gå hvis ikke i sneen,
Der lægger sig pakket over hård over jorden
På jagt, til fods nu, fornøjede ben,
Der bærer os videre til dagen i morgen.
Men kasserne står på bakken i regnen
Da foråret kommer. I er ingen vegne.

16. maj

2009-05-17T21:01:00.002-02:00

Der hvor disen lægger sig
om sommeren,
går vores rute
langs landets yderkant,
udenskærs et minut
mens vi runder hjørnet
til fjorden, til natmad
på en isflage.

Men nu er er det maj
og havet
blankt og køligt,
bærer omkring på hvaler,
søpindsvin, fjordis,
og de første forsyninger
hvis heldet er med dem
oppe nordpå.

Sikke et held,
siger du,
og smiler mens du kigger
på indholdet af kurven,
sikke et held,
at vi har åbent hav,
tænk sig alt det hav
og en båd

så man kan ankre op
ved en isflage
og dække bord
med ferskvarer og øl,
klar til at sejle
hvis skidtet knækker
eller solen forsvinder
bag fjeldet

en søndag nat
i fjorden.
Tal ikke mere
om alt det derhjemme,
sid nu bare
og spis din mad,
for i morgen arbejder vi,
i morgen.

Ny begyndelse

2009-05-13T19:50:00.002-02:00

For tre uger siden begyndte menneskeheden at kollapse. Vi taler ikke om en smule flosser i kanterne eller lidt falsk strubehoste. Det er alvor. Tæt på at være ren undergang. Først blev folk syge et sted i Afrika eller hvor ved jeg. Det spredte sig med fly på nogle dage. På en uge var det i Grønland. I tirsdags kom det til Sisimiut. Folk begyndte at dø.
Man skal være forberedt på den slags. Jeg arbejder som bygningsinspektør på kommunen. Jeg kender til metodisk planlægning. Over flere omgang sejlet forråd ud til min hytte i Orioq. Nødrationer, petroleum, en ekstra .222 Remington riffel og rigeligt med ammunition. Ankerpladsen var forstærket. Hytten træbeskyttet. Skibsovnen renoveret og reservedele bragt ind. Alt hvad jeg ved om overlevelse var lagt i den hytte.
På vejen ud til hytten for jeg vild i iståge og kolliderede med et skær.

Nu står jeg og kigger ned på jollen. Mit middel til at nå i sikkerhed ligger på fem meter vand. Skærsejlet og sunket. Jeg har reddet mig i land, og med mig har jeg fået et par enkelte ejendele. Det er januar. Jeg er alene. Man skal ikke kigge længe for at se, at situationen er tilspidset.

Fra havet

2009-05-12T20:20:00.001-02:00

De siger, at vi stammer fra havet. De siger også, at vi fangede på havet, og at vi har gået på havet fra sted til sted. På den måde har vi spredt os langs kysterne. Havet er spredt langs kysterne. Det er sådan kysterne blev til. Vi er også blevet til. Det var fordi ravnen var til. Til at begynde med levede vi kun af havet. Havet var vores ven, og havet er vores ven. De siger, at det er sådan man kan se, at vi stammer fra havet.
Det er noget vrøvl.
Jeg stammer ikke fra noget hav. Jeg er fra Sisimiut. Men min far var fra havet. Det siger min mor. Han var en af de gamle. Dem der havde havet i sig. Det hav, der elsker joller og langliner og mænd, der taler om havet hele dagen. Den er god med dem, siger min mor.
Havet er kultur.
Vi forstår os meget dårligt på kulturen. Det siger min mor også. Hun stak af i min onkels båd, da min far døde.
Måske kultur stammer fra havet?
Havet stammer fra havet.
Det flyder og giver sig og vender rundt på fisk og plankton i en pærevælling.

11. maj

2009-05-11T20:55:00.001-02:00

Først kommer der en. Eller flere. Der kommer flere. En strøm. Så dør de. Så er landet alene. Det er storslået. Landet. Stort. Slået. Nu kommer der flere. Hvis du spørger dem om, hvornår de kom, så er de usikre. De ved bare, at de kom først. Så kommer der flere. Så dør de første. Det går rundt og rundt. Kommen og gåen og døen og kommen. Der kommer hunde. Vov siger hundene. Mmm siger bjørnen. Kig på bjørnen. Kig, siger de, der kom sidst. Kig på det storslåede land. Se hvor fascinerende. Men se hvor fattigt. Nej rigt på ånd. Men fattigt. Og kontrastfyldt. Ja. Kontrastfyldt fascinerende storslået. Lad mig være, siger landet. Pas jer selv og jeres hunde. Lande kan ikke snakke. Vov siger hundene.

Sedna

2009-05-08T20:14:00.000-02:00

Elisabeth Bishop

2009-05-02T10:48:00.003-02:00

"The world seldom changes,
but the wet foot dangles
until a bird arranges
two notes at right angles."

- from "Sunday, 4 A.M."

In no particular order

2009-04-15T21:30:00.002-02:00

Mastodon. Amon Amarth. Trivium. Mars Volta. Meshuggah. Strapping Young Lad. Opeth. Melvins. Gojira. Cult of Luna. Coprofago. Rosetta. Devin Townsend Band. Deftones. Baroness. A Life Once Lost. The Ocean. Unearth. Electric Wizard. Kyuss. The Sword. 5ive. Unida. Dillinger Escape Plan. Collapsar. Earth. High on Fire. Lack. Mouth of the Architect. Oceansize. Converge. Pelican. Jesu. Russian Circles. This Will Destroy You. Dream Theater. Candlemass. Chimaira. Jakob. Torche. Type 0 Negative. Will Haven. Crowbar. Dark Tranquility. Katatonia. Between the Buried and Me. Death From Above 1979.

McUmmiut

2009-04-05T09:06:00.001-02:00

4. april

2009-04-04T21:56:00.002-02:00

::

elfvar ifrån bergens kammar
räcka fram sin silfverskatt
och utöfver fjellen flammar
norskensprakt i stjernklar natt

::

t. lindgren

Mobile One

2009-03-31T09:30:00.001-02:00

19. februar

2009-02-19T20:33:00.001-03:00

Er vi mon en del af den vestlige verden?, tænker jeg, mens jeg krumbøjet slider mig af sted gennem sneen. Jeg tænker for at holde sulten fra tankerne. Hjernen skal være aktiv for at holde sig ung, den skal være på g, som de siger i Sverige, den skal holdes i gang. Den har de regnet godt ud, svenskerne. Og det er ikke nok bare at tænke, det har de også regnet ud. Deres hjerneforskning er langt fremme. Det er blevet en positiv cirkel for dem. Svenskerne. De holder sig unge ved at bruge hovedet. Men det er ikke nok bare at tænke på kongehuset eller på Brad Pitt. Det skal være konstruktivt, effektivt, målrettet og gerne intellektuelt. Der er noget effektivt over Sverige. Det så jeg straks, da vi kørte over grænsen fra Kolari dengang jeg var i Finland. Sverige er meget effektivt, sagde jeg til finnerne. Finnerne nikkede, men dybest set var de uenige, for finner ser ned på svenskere.

Det er en slags psykologisk reaktion, det siger finnernes psykologer. At se ned på Sverige efter så mange år, hvor Sverige var overherren og så pludselig, vupti, nærmest hen over natten kom finnerne efter det og fik fjernet både fattigdom og druk og de fleste affektmord med kniv og underskuddet på betalingsbalancen, og de skyndte sig ind i EU og gjorde hån af Sverige, som ikke kunne tage sig sammen. Der svipsede den svenske effektivitet måske i et uopmærksomt øjeblik. Men finnerne. De overhalede svenskerne og i dag er de mere effektive end svenskerne. Effektivitet er vigtigt. Man skal være konstruktiv, effektiv og målrettet i sit arbejde. Se bare hvor langt det har bragt finnerne.

Sneen er vindskåret og hård på overfladen, men man går igennem skorpen uden varsel og synker i til midt på låret. Sorelstøvlerne kiler sig fast i en lomme dybt under mig, og jeg må læne mig forover eller vride mig omkring og slå knuder på mig selv for at komme op. Dette gentager sig for hvert tredje eller fjerde skridt. Jeg er på vej over til fælden, for at checke om natten har bragt en lille smækker ræv. Men gad vide om dette her er den vestlige verden? Hvad gælder egentlig som kriterier? Er der en formelsamling for vestlighed? Vi er inuit. Vi lever ikke af at sælge penge til hinanden. Vi har været koloniserede. Det taler en smule imod. Men hvad så med forbrugsgoderne? Demokratiet? Det må da være vestligt. Det er en svær nød at knække.

16. februar

2009-02-16T13:50:00.002-03:00

Alle mennesker er en ø. Eller. Alle mennesker har en ø. Eller.

Jeg har i hvert fald en ø. Jeg vil hellere have en øl.

La Forêt n'est pas plus

2009-02-15T17:05:00.004-03:00

"A culture is no better than its woods"

- W. H. Auden

Mam

2009-02-13T16:32:00.001-03:00

Jeg åbner alle skabene i huset. Er der en låge i huset bliver den åbnet, lukket og åbnet igen. Genstande bliver taget ud af skabe, sat ind i skabe, sat over i andre skabe, efterladt på en stol eller smidt på gulvet. Barbergrej, pibetobak, bestik, gryder, blå anorakker, alt skal efterses og bagefter skal det checkes en ekstra gang inden det skal godkendes til midlertidig arkivering. Jeg flytter møbler og kigger under sengen. I entreen kigger jeg efter en lem til et forrådskammer.

Imens afspiller mit hoved en film, hvor de serverer julebuffet på Knud Rasmussenip Højskolia. Bagefter er der reklamer for Misigisaqs nye thailandske menukort. Ved udgangen fra biografen står Malik Berthelsen med flyers for pizzeriaets nye linje med friske grønlandske råvarer. Royal Arctic Line losser skummetmælk og lammekød til Pisiffik og Brugsen i Sisimiut. Kølecontainerne stablet i fem lag står og summer på havnen. Slagteren udbener rensdyrkød og de ringer de seneste tilbud fra Neqi ind til hovedkontoret, så reklamemanden kan samle en ny avis med Brandgo'e Kødprodukter. Rensdyrchok. Kyllingechok. Moskuschok. Tilbudschok. Kæmpechok. Torskechok. Pæølsechok. Madchok. Kødchok! Skriver tilbudsmanden og snurrer tilfredst en gang rundt på kontorstolen med benene i vejret inden han trykker send og reklamerne rammer sagesløse kødkunder på hele kysten.

Samtidig fyldes verdens spisekamre. Frisk mad flyder gennem byen som en flod af kalorier børnene kan bade i. Folk kaster grådigt ædelse indenbords. Alle munde mættes. De spiser pølser og kartoffelsalat, ketchup og sennep, sovs og kartofler, pommes og halve kyllinger, steaks og marinade. Fråden står om munden på dem. Kinesisk mad, indiske retter, grønlandsk proviant, det franske køkken, svensk kogekunst. Det bliver vildere og vildere. Dåsemad, færdigmad, tv-dinner, lørdagsmad, take-away, festmad, hverdagsmad, fast food, kokkekræs, hjemmebag. De kan ikke styre det. Menneskeheden har slået turboen til. Det er vildskab. Rovdyr. Vildere. Midt i byen står en hushøj blender og Air Greenland må indsætte ekstrahelikoptere for at fragte mad til kæmpetragten, der leder ris, pasta, nudler, kød og fisk frem til kværnen. Hele stykker kvæg dumpes fra stor højde og falder muhende ned i maskinen. Brægende får forsvinder med et slurp. En helikoptersteward mister fodfæstet og havner i suppedasen.

Det smager godt, siger en tyk dreng med hovedet nede i en 20-liters spand, der går på omgang. Folk står i kø for at kaste sig ind under mundingen og sluge af madmassen inden den spilder ud i sneen og løber ned ad bakkerne og ud i Ulkebugten. Der udgives kogebøger som ”100 hurtigretter fra kværn” og ”Madmix og andre brune festretter”. Folk holder op med at gå på arbejde. Staten omdirigerer bloktilskudsmidler til fødevareindkøb. Landet æder sig ihjel. Det er vidunderligt. Og imens render en strandsat kommunal bygningsinspektør omkring på en øde ø og vælter non-food ud af overskabe, underskabe, garderober, trækasser, dragkister, kommoder, reoler og loftsrum.

Bergen mörka på jorden stå

2009-02-09T11:28:00.000-03:00

::

Bergen mörka på jorden stå,
väldiga stormar sjunga,
strålande stjärnor i himmelen gå,
i rymden den sotiga, tunga.

::

Per Lagerkvist

3. februar

2009-02-03T16:06:00.001-03:00

Verden er uimodståelig

23. januar

2009-01-23T00:17:00.002-03:00

::

det er utroligt
så meget hav havet har
havet er dygtigt

::

Sisimiuni najugaqarpunga - 17.01.2009

2009-01-17T21:49:00.000-03:00

Det er ved at blive mørkt. Fjeldgængermørkt. Alle mennesker har en fjeldgænger i sig, en urfjeldgænger, der som et ekko følger med ud i fjeldet hver gang man samler bær, skyder rensdyr, plukker kvan, køre scooter eller hundeslæde. Det er en skygge udenpå menneskeskyggen, som ses bedst i tåge og snefald, en silhuet på skråningerne en overskyet dag, et væsen, der venter på den rigtige lejlighed til at skubbe menneskeskyggen væk og overtage den vandrende krops tunge hjerte. Trangen til at forlade livet kommer sammen med den nye skygge, og mennesket trækker derfor længere og længere ud i et fjeld, der til sidst knækker over på en anden side af verden, en åndeverden, hvor vandringen bliver uendelig.

Derude er der ingen mobildækning. Byens puls forlader dig, og hvis du forvildede dig tilbage i gadebilledet ville byboerne ikke længere kunne se dig. Du ville høre sammen med sindets indstilling på fjeldverdenen og man ville kun se dig, når baggrunden var sne og klipper eller krat og mos. Du ville aldrig igen komme til fødselsdage eller kaffebesøg. Om foråret, når folk strømmede til konfirmationer i kirken og biler og snescootere stod parkeret på pladsen foran Sømandshjemmet ville du være en skygge under museumsbygningens vestvæg. Det urbane menneske ser ikke fjeldgængeren, der glider omkring i de tomme gader tidligt på morgenen. Det er en lortetjans at være fjeldgænger.

Blændet af det flade lys er jeg gået i stå midt i det tomme rum, som stormen har lavet omkring mig. Her står jeg og tænker på trafikpropper på hjørnet mellem Nikkorsuit og Glahnip Aqquserna, lige ved Jan Jørgensens flytteforretning, når glade børn og voksne kommer fra kirkekonfirmationen. Nationaldragter alle vegne. Flag og festligheder. Folk, der køber ind, de parkerede biler på pladsen mellem Tele-Post centeret og Brugsen. Det er en fredag lige efter arbejde, jeg er ude efter en ny mobiltelefon, det skal være noget dyrt. Der handles på Brættet, jeg køber moskus med hjem og finder en god flaske rødvin frem. Trafikken flyder tungt gennem byen.

Vi er store nok til et lyskryds, og jeg ved hvor det skal stå, jeg har skrevet til planlægningsafdelingen på den anden side af gangen i min kontorbyging og foreslået, at det skal stilles op i krydset mellem Kaaleeqqap Aqquserna og Aqqusinersuaq, lige ovenfor Elmers boghandel, så trafikken fra Pisiffik og Brugseneeraq ikke ramler hovedkulds ind i hovedgadens færdselsåre. Det er den rigtige placering, jeg ved det, og planlægningsafdelingen ved det, vi skal bare have det arrangeret, så det ligner en borgerhenvendelse, som kommunen vælger at lytte til. Vi kunne godt bruge symbolværdien, det ville sende et signal til Nuuk, og det ville sikkert gavne på turismen at vise, at vi er en lille storby nord for Polarcirkelen. Sisimiut.

Smukke by. Hvor er du nu?

12. januar 2009

2009-01-12T21:20:00.000-03:00

Midt på dagen er sneen bronzefarvet. Om aftenen bliver den blå. Smølfeblå. Sådan er sne.

27. december - revontulet

2008-12-27T19:33:00.009-03:00

Hallo?
Jeg åbner øjnene. Her begynder verden. På bunden af en skakt med en orange lampe i loftet. Det er en kold verden. Frossen og blå. Næsten sort. Skaktens vægge er af træ. Lange planker, med gabende huller og spidse ender. En verden uden tag. Stjerner.
Hallo?
Der hænger et rævehoved mellem brædderne. Det siger hallo. Månen skinner gennem en sprække. sneen er blæst fast i striber på væggene.
Hallo?
Det er ikke mig, der siger hallo. Stemmen er spinkel og hæs.
Nu siger jeg hallo.
Hallo!
Rævehovedet begynder at svæve gennem mørket. De hvide bakkenbarter flytter stjernerne til side. Hovedet lægger sig på toppen af en planke. Træet skraber undersiden af månen.
Hallo?, siger hovedet og lægger sig lidt på skrå.
Hallo!, siger jeg.
Vi må se at komme videre i den her samtale.
Det gør ondt, siger jeg så, for noget skal man jo sige, men det gør faktisk også ondt, det er bare ikke til at definere hvor. Ryggen føles kold, en skulder er varm og sender stråler ud i albuen. Højre fod er igen kold og tung.
Uha ja, ondt, ondt, siger stemmen, ondt ligesom bjørnelappen over snuden, av ondt ligesom bjørnetænder i ryggen, uha ja, bjørneondt. Ondt som i den tomme mave. Er du sulten?
Jeg har ondt.
Men er du sulten?
Ja. Jeg er også sulten.
Også mig. Også mig. Også sulten.
Det er ikke så konstruktivt det her, tænker jeg og løfter hovedet en anelese, så jeg med månens hjælp kan se, at jeg ligger på et gulv i en slags hulrum under en trappe.
Jeg ligger i en slags hulrum under en trappe, siger jeg.
Du faldt gennem trappen, siger rævehovedet, og kommer lidt nærmere i mørket, så jeg kan se, at der også er en lille rævekrop sammen med hovedet.
I Finland er ræven og nordlyset gode venner. Det lærte jeg på en embedsmandsudveksling i Kolari i slutningen af 90erne. Revontulet, det kalder finnerne nordlyset. Det er fordi ildrævene i Lapland sender gnister fra deres haler og ud i verdensrummet over Finland. Det er en meget lokal ting. En slags kulturelt intim hændelse. Noget, som kun er for finner og finnernes gæster. Her i landet er nordlyset en slags fodboldspil på himlen., men derfor kan der vel godt være ildræve også.
Er du en ildræv?, spørger jeg ræven, der nu snarere ligner en sølvræv i måneskinnet.
Det har jeg aldrig tænkt over, svarer ræven. Hcvorfor spørger du om det?
I Finland er der ildræve, siger jeg, det ved jeg for jeg var engang på en embesmandsudveksling i en lille by på grænsen til Sverige. Det er vigtigt, at kommunens medarbejdere hele tiden udvikler sig, finder inspiration, holder sig i bevægelse, du ved, ligesom mig, jeg er begyndt at lave en rapport over alle husene her i bygden, så vi kan få rettet op på fejl og mangler, den slags skal der udvekslinger og udvikling til for at kommunens medarbejdere tænker på. Man kan godt betragte mig som kommunens intellektuelle fortrop, siger jeg.
Jaså, siger ræven. Der mangler nogle trin i trappen.
Hører du efter? Ildræve!
Jo jo, spændende stads, det der. Ildræve, siger den og springer fra et af de øverste trin og ned på en afsats, der viser sig at være en hylde inde i trapperummet, hvor jeg ligger.
Se, siger den, og kigger op mellem de splintrede planker, der stikker ud mellem stjernerne. Deroppe, siger den, det er der trinene mangler, de var der for lidt siden, men nu ligger du på dem. Det må du hellere skrive ned. At de der trin skal ordnes.

23. december

2008-12-23T20:13:00.000-03:00

Se op til fjeldet. Se ned i dalen. Se sneen. Sneen er hvid. Se sneen oppe i fjeldet. Bølgerne. De er nede i havet. Og når de rammer kysten kommer de frem og klapper klipperne. Så vender de om og tager ned i havet igen. Bølgerne. Sneen. Den tager med ned i havet. Den lander oppe i fjeldet, men den skal nok komme ned, ned til havet. Se ned i havet. Der er sneen.

28. november - Shame on Goobin

2008-11-28T23:03:00.003-03:00

Der har været koncerter i Sisimiut, som ingen hørte. Koncerter, hvor der stod fem mennesker langs væggene og nikkede med hovederne enten til musikken eller i søvne. Vi har set DJ sets uden turntables. Og brasilianere, der spillede elektroamazonsamba. Men størst var Shame on Goobins "Verbal Prefixes Tour", dengang Unnuup Musikkia endnu var åben nede bag Nukissiorfiit. Her under vinterhimlen i et nedblæst hus.

Hør eller hent Ten Piece Coppi Coppi fra Verbal Prefixes and Allocations albummet her.

22. november

2008-11-22T09:51:00.004-03:00

"Men i den sammenhæng var [Grønlænderne] ikke forskellige fra alle andre, og kun ganske lidt af værdi ville forsvinde hvis deres nuværende kultur gik tabt, fordi dens design ville være mindre værd end summen af de individer der udgjorde den".

(Men der er jo ingen her, der er villige til at træde ud og sige, at fællesskabets nuværende værdier måske er mindre værd end potentialet blandt de mennesker, der udgør fællesskabet ).

Delvis parafrase fra Paul Bowles, "The Spider's House", s. 336

16. november - imamimam

2008-11-16T13:36:00.000-03:00

vi er imami
der hverken er imami
imami
eller imam
for imamiuppugut
og det er såre simpelt
nu går vi imammiit
ahmed akkarimut
for han er imam
og laver god mam

15. november - mstrkrft

2008-11-14T23:00:00.002-03:00

og eftersom det er byen
af den grund at det er byen
eller uffa det er havet
også selvom det er imaq
så lad det være byen
for i nat er det synth
og det er nuna nuan
for i nat er det qeqertaq der er byen
og illoqarfik er synth
som øen som byen som ravnen og terianniaq
der er imaq
og byen hele vejen
så der kun er synth
qaqqarmiit imarpimmut
og natten
og synth
og synth
og synth
synthi

Backflip synthesizer boy

2008-11-13T21:24:00.001-03:00

www.actionhorsefilms.com/
..and Ulrika Bodén provided the singing,
which is not part of the original soundtrack

31. oktober

2008-10-31T22:50:00.000-03:00

Det blæser ind gennem fjorden. Det er blevet godt vejr. Det er blevet vinter. Det er blevet godt. Jeg hører noget. Jeg tager noget. Jeg har set det. Jeg er noget. Det er blevet godt. Det er blevet vinter. Det er noget man har glemt. Det er én med en bred munding. Det må have været koldt. Det må have været godt vejr. Det blæser ind gennem fjorden. Det er blevet godt. Jeg taget noget. Jeg ser noget. Jeg lægger det. Jeg når frem til bestemmelsesstedet. Jeg går hen til det. Det er blevet godt. Jeg siger det. Jeg fortæller en historie. Jeg lytter opmærksomt. Det er blevet vinter. Jeg lytter efter. Jeg lytter til det. Jeg vil gerne hjem. Jeg vil gerne sige. Jeg ved det ikke. Jeg når frem til bestemmelsesstedet. Jeg vil gerne hjem. Det er blevet godt. Jeg går op ad en skråning. Jeg forstår det. Jeg forstår det. Der falder våd sne. Jeg går og synker i med fødderne. Det er blevet vinter. Jeg tager noget. Jeg tager det. Jeg går hen til det. Det ligger ned. Det står op. Jeg når frem til det. Det er blevet godt. Det er blevet vinter. Jeg hører noget.

24. oktober

2008-10-25T08:53:00.002-02:00

the dreaming

16. oktober

2008-10-16T16:20:00.001-02:00

Inspektørens kæphest:

I Grønland er der en lang tradition for at tage firkantede klodser og stoppe dem i runde huller. Behændigt nok er det en kolonimagt, der har begået de fleste fejl. Det gør det jo lettere at pege fingre.

Den danske stat sendte de første typehuse til Grønland fra 1836 og frem, efter en lang periode, hvor Handelen, Administration og Missionen byggede i nord og syd, klodsede sten op og plastrede brædder til med råd- og fugtdannende tørv og mos.

Efter 70 år med boliger, der rådnede på den ene gavl, mens man klaskede den anden færdig, skete der i 1800tallet et opgør med importerede byggeskikke. Løsningen var at importere andre byggetraditioner fra samme sted og håbe på, at det nok skulle gå alligevel. De første huse blev udlejet for en balje spæk og en en henstilling til lejerne om behandle husene med respekt og i almenhed sørge for at holde dem rene. Man forestillede sig måske, at de vilde grønlændere sked på gulvet og bagtalte boligerne, så de blev kede af det.

Det viste sig imidlertid, at husrevolutionen medførte for dyre byggerier, der samtidig både var for kolde og ustabile i det overraskende vinterlige klima omkring Polarcirkelen. Derfor opgav man efter mindre end ti år at udsende den første hustype. Men en sejlivet tradition var indledt, hvor danskerne udtænkte boligerne og grønlænderne testede dem for fejl.

Årene gik, og danskerne var fortsat ikke tilfredse med grønlændernes boligstandard. Et hold tilrejsende læger mente, at sygdom spredte sig i de dårligt byggede huse, og skrev en masse rapporter, der indeholdt en masse bekymringer. Det kan hænde, at en enkelt grønlandsk røst her i forbifarten eller over en kop kaffe kan have nævnt, at det måske var de nyopfundne boliger og deres rådnende træ, fugtige rum, gennemtræk og utætte gulvlister, der var skyld i, at sygdomme spredte sig og boligstandarden faldt fra begyndelsen af. Ingen tog dog notits af bemærkningen. Men det kan også bare have været en del af den større plan fra første færd at bygge så dårligt, at lokalbefolkningerne blev så tilpas ukampdygtige, at man måtte sende læger, som dernæst beordrede bedre huse, som jo selvfølgelig kun kunne komme til landet med velsignelse og tilhørende vilkår fra Det Grønlandske Selskab, Lægeekspeditionen, Administrationen for Grønland, Den Kongelige Grønlandske Handel, Grønlandskommissionen og enhver anden myndighed, administrativ enhed eller skyggefuld virksomhed, der kaldte sig noget med Grønland og levede flot på både navn og grønlændere. Spørgsmålet er, om det var grønlænderne, der testede husene for fejl, eller om det var kolonimagten, der brugte husene til at teste grønlænderne for indbyggede kulturelle fejl. Hvorfor kunne de ikke bare bo pænt i deres fine tilsendte huse?
Stemningen for betingelsesløs underkastelse lå dog ikke Danmark mere på sinde end, at man begyndte på de ordninger, som vores barmhjertige Landsstyre i dag viderefører, hvor folk allernådigst får lov at bygge deres egne huse under opsyn fra landets ledelse. Ved ordningens indførelse flottede man sig og gav endda de nye selvbyggere såkaldte Opmuntringer, hvis de selv kunne finansiere halvdelen af byggeomkostningerne. Også dette er en stolt tradition, som vi i dag kalder 10-40-50 lån, og som går til at Opmuntre landspolitikere og departementschefer. Senere gemte man ordet tilskud under så fine ord som Diplomer og Præmier til folk, der selv kunne bidrage med at forbedre de boliger, som de allerede en gang havde fået ødelagt af kolonimagtens planlæggere.

Administrationen havde dog også klarsynede øjeblikke. Især da det Grønlandske Selskabs Husudvalg foreslog, at man på hvert større bosted ansatte en mand, der kunne sikre, at byggeregler blev overholdt, sundhedsregler blev efterlevet, at der blev ført tilsyn med afløbsforhold og husplaceringer og i almenhed blev holdt øje med lokalbefolkningens omgang med rigets udsendte byggematerialer. Grundlaget for min stilling blev til på den måde. Det hele er altså ikke sort og hvidt, skurke og helte.

Klage burde man dog have gjort, da folk, som ikke burde have lov at kalde sig arkitekter og planlæggere, inden for 30 år prøvede sig med alt fra færdigtegnede tørvehuse til færdigtegnede betonmastodonter. Værst af dem alle var en mand, der i 1939 minutiøst beskrev byggeriet af hans egne tegnede tørvemurshuse. Jeg har glemt, hvad han hedder, men denne magtliderlige og fluekneppende kolonifundamentalist tegnede ikke kun et tørvetypehus til 1900tallet, han hævede også den store pegefinger og formanede, at ingen, for guds skyld absolut ingen, måtte fravige husets mindste detaljer. Det var forbudt at skære det tiltænkte tømmer i forkerte længder, handle andre steder end i Materiallisten i Danmark, overtræde bestemmelserne i Brandregulativet eller underkende betydningen af tegnerens nøje dimensionerede forlæg. Vanviddet gik så langt som til at påminde husejerne om kun at indkøbe materialerne i den opførte orden.

Åh ja, livet som nybygger i det frie Grønland.

Lur mig om ikke denne mand havde en finger med i spillet, da man udrullede Den Stormægtige Plan for Fremtiden i Rigets Nordligste Egne – Stolt Udarbejdet af Uvidende Ungkarle og Forsmåede Bureaukrater. I folkemunde også kaldet G60. Vel var det en forbedring af boligvilkårene for de folk fra bygderne, der enten frivilligt eller knap så frivilligt flyttede ind i byernes nybyggerier. Betonkvartererne var Statens seneste skud på stammen af boliger, der skulle forbedre tidligere boligers forbedringer af tidligere boliger, der havde vist sig kun at fremme behovet for senere at forbedre forbedringerne, så de ikke længere var forværringer af tidligere forbedrede boliger, som alle mentes at være langt bedre end de boliger som folk havde bygget gennem 4000 år.

Resultatet var, at man plantede så mange betonblokke i byerne langs vestkysten, at tilsejlende ikke sjældent troede, at de var kommet i rette havn efter et forfærdeligt uvejr med tåge og storm til søs, når de så rækkerne af rugekasser for fremtidens grønlændere. Gruen i de tilrejsendes ansigter må have spejlet sig i beboernes forundring, når en række fremmede brasede ind i en lejlighed i By A's blok X eller Y og troede, at de var i by B's blok Z. Børn er født på det grundlag, og kaffe er blevet serveret i sådanne sammenhænge mange gange. Jo jo, der var mange fordele ved at bygge ensartet.

14. oktober

2008-10-14T10:32:00.002-02:00

Uddrag fra en række endnu ikke efterladte papirer:

"At vågne i et halvvejs kollapset trætelt under sammenfoldede gulvtæpper, når det er minus 20 grader, er sin sag. Tæpperne, støvlerne og flydedragten holder mig varm natten igennem, men ud af sengen vil jeg ikke. Hvis bare jeg havde lidt mad. Hele mit skelet ryster af sult, så ribbene slår mod hinanden og smerten forplanter sig ud i brystkassen. Jeg har samlet en hoste op et sted i en drøm og nu er den parkeret i mine lunger. Nætterne er lange, jeg sover dårligt, rystelserne vækker mig. Livet er en elendighed, tænker jeg, for det ligger mennesket nært at tænke den slags, når man lige er vågnet. Folk er i århundreder vågnet og har startet krige, meldt sig syge fra arbejdet, besluttet sig for at forlade ægtefællen og stikke af med ham den stærke fæstebonde fra nabogården, hofdamen, venstrefløjen fra damernes håndboldhold eller den flotte fyr på IT-kontoret. Havde de bare ventet til kaffen var brygget eller bruseren var blevet varm, så havde vi måske undgået død, ødelæggelse og sorg på globalt plan.

Særligt opmærksomme burde statsledere være, for det tunge ansvar hviler på dem for ikke at trykke på den store missilaffyringsknap en gnaven morgen eller beordre hele dødsgangen ryddet med gas og bygningerne indrettet til at modtage skarer af aborttilhængere og socialister. Gad vide om de tænker på det om morgenen. Mon Landsstyreformanden vågner og tager sig selv i vredt at udskrive højere skatter, rette op på social ulighed, stoppe børnemishandel og opildne til private initiativer og afviklingen af jollefiskeriet? Pyt, tænker han, pyt med det, hvorfor så vred i dag kære Landsstyreformand, når du kunne være glad og glædes ved livet? Og så tager han på arbejde og drikker sin kaffe og landet ånder et lettelsens suk over, at heller ikke i dag skulle der laves om på noget. En særlig tak til skal også gå til GTO og grønlandsministrene for ikke at skylle os ud med badevandet og indrette vores land til frysehus for europæisk kvægdrift, også selvom de længe havde set, at grønlænderne både var dovne og uduelige og ikke bidrog til andet end rigets udgifter og en enkelt paragraf i dagbladene om den eksotiske og kontrastfyldte natur og det kontrastfyldte land med kontrastfyldte men smukke mennesker, der var blevet kastet ind i den moderne verden og nu levede kontrastfyldte liv på en kontrastfyldt diæt af traditionel og vestlig mad. Og drikke. For grønlænderne drikker, alle som en, rub og stub, fra Nanortalik til Siorapaluk, og det er et under, at vi endnu ikke alle er druknet i vores eget druk, eller i den smeltende indlandsis. Eller i kontraster. Men jeg er stadigvæk i live. Så det er jo fint.

Det er en værre redelighed, siger jeg højt. Huset svarer ikke. Det er også tidligt på morgenen, men op skal man jo, og hvilken bedre start på en ny dag end med et solidt morgenmåltid, så jeg slår tæpperne til side til morgenmørket og starter dagen som jeg har gjort de seneste tre eller fire med at tænke på, hvordan jeg plejer at indtage min normale morgenmad. Havregryn med rosiner og mælk, en kop the og en mad med Nutella. Især Nutellamaden stiller den værste sult, og bagefter spiser jeg to håndfulde sne og fremdrømmer en kop kaffe med mørk sirup og mælk, inden jeg går ud for at sikre, at fælden enten er intakt eller har taget en hare.

Det skal nok komme, tænker jeg. Før eller siden er der bid."

11. oktober

2008-10-11T20:39:00.007-02:00

"Da måltidet var til ende, rodede Asiak mellem sine gemmer og trak et stykke bjørneskind frem, der var fyldt med sne. Idet hun løftede det op, dryssede der sne ned fra det, men åndemaneren og hans hjælpeånder sagde: Nej, nej - ikke det, ikke det!
Hun tog så et andet, der dryppede af vand og hertil sagde de andre: Ja, det skal det være! Ja, det skal det være! - Det er det vi vil have!
Så hævede Asiak skindet op i luften og rystede det, og en mængde vand dryppede ud fra det."

"Kujavarsiks Rejse til Månen", s. 26

***

En mand blev degraderet på grund af en åbenlys misforståelse

***

10. oktober

2008-10-10T10:14:00.004-02:00

Check out Jakub's blogforyouthstudies.blogspot.com

Yes, Master

2008-10-08T22:53:00.001-02:00

8. oktober - get back to bed and answer the phone

2008-10-08T20:40:00.003-02:00

***

This great evil. Where does it come from? How'd it steal into the world? What seed, what root did it grow from? Who's doin' this? Who's killin' us? Robbing us of life and light. Mockin' us with the sight of what we might've known. Does our ruin benefit the earth? Does it help the grass to grow, the sun to shine? Is this darkness in you, too? Have you passed to this night?
[Private Witt]

3. oktober - hail sliding down to the bottom of the staircase

2008-10-03T08:18:00.002-02:00

28. september - søndag

2008-09-28T13:45:00.004-02:00

Ligger det fast, hvordan man genskaber mundtlige fortælleteknikker på skrift? Er der en særlig grønlandsk stemme, eller skal det bare give en fornemmelse, der er tilpas tæt på det samlede felt af stemmer, så er det i orden?

Jeg har forsøgt mig med at gengive stemmen, som inspektøren hører på båndet. Stemmen tilhører hans mor.

Her er forsøget

Jeg har brug for brutal kritik.

25. september

2008-09-25T22:38:00.000-02:00

Verden er anarki uanset hvordan vi organiserer den. Mennesker strukturerer – verden skaber kaos. Dette er et grundpræmis for historien.

Såkaldt rationel tankegang ["der findes ikke talende ræve"] behøver ikke hænge sammen med forsøg på strukturering. Jeg er ven med ræven og ravnen, men bliver fortsat slået ud af kurs, når planer slår fejl eller verden modarbejder mig. Det er det organiserende princip i mig, der forstærker følelsen af uro, når kaos griber ind.

21. september

2008-09-21T21:52:00.002-02:00

::

Stormen kom i ryk
lange lydløse ophold
bragende vindstød

::

In the withering blast,
A single moon
Rolls through the sky.

- Meisetsu

19. september

2008-09-19T18:57:00.008-02:00

hydesmith

2008-09-19T18:57:00.006-02:00

a woman told me her breath smelled of fish and a smile.

13. september

2008-09-13T23:21:00.002-02:00

sollys på bakken
med kaffekop og sortebær
og heaneys field work
åbnet på side fyrre
det er september
mærkbart kortere dage
nætter med mild frost
og nordlyset der knitrer
bonnie 'prince' billy
spiller inde i stuen
vi går mod vinter
det er sommer i sydøst

11. september

2008-09-11T22:38:00.001-02:00

Man skal ikke brænde inde med sin vrede. Heller ikke, når man er frataget oplagte overlevelsesmuligheder. Vrede skal kanaliseres ud i noget. Det er sundt at give slip og vise sine følelser. Jeg var vred, det var jeg, vred på mig selv over ikke at have opdaget tidevandsstrømmen, men jeg fik det vendt til noget bedre, noget konstruktivt, noget som ikke faldt tilbage på mig selv. I stedet faldt det ned på ravnen. Det var et stort stykke is. Jeg rev det fri under mig og tyrede det gennem luften, så ravnen måtte springe til side, strejfet på en halefjer. Så fløj den ind i frostrøgen og forsvandt. Ikaros. Sikke noget opblæst sludder. Det slog fejl med den der Ikaros-historie, da de skulle udtænke pointen, det må jeg påpege. Det kan godt være, at knægten ikke skulle være fløjet så tæt på solen, men hvad er det også for en fortælling at bringe videre? Hvorfor ikke fokusere på de gode sider af flyvningen? Husk altid at fokusere på de gode sider. Det er sand grønlandsk kultur, fokus på fællesskabet, omtanke for andres ve og vel, udglatning af folder i enheden, fokus på familien. Vi kunne blive ganske udmærkede ambassadører for den republikanske valgmaskine i USA. Så kunne vi stå i et køkken med forklæder udenpå nationaldragterne og svinge uloen over en edderfugl, og sikke et kulturelt roderi det billede vi være, men vi ville være ligeglade og bare smile og sige noget om, at det traditionelle og moderne forenes og skaber kerneværdier i et godt familiekøkken. Sådan noget lignende. Men hvad ved republikanerne om fugle. Ved de måske, at fugle bruger deres fjer til alle mulige formål og ikke bare til flyvning? Fugle har faktisk en naturlig fordel ved krydsninger af åbent vand, en fordel, som de deler med fisk, men kun indtil de når bredden, så viser fuglens alsidighed sig. Åh, at kunne se landet oppefra og roligt udpege stederne for derefter at glide ned mod byen ved havet. Men jeg er et ensidigt menneske uden vinger. Ikaros, derimod, var et alsidigt menneske. Men europæerne husker de forkerte pointer i deres historier. Det er et alment problem sydpå, man finder på en god historie og så laver man et samfund og kalder historien for lov og så går det ud over nogle indfødte. Kort proces. Men Der er jo intet i vejen med at flyve højt og langt. Hvorfor skulle der være det? Og hvem bevidnede i grunden, at Ikaros' vinger smeltede? Det var sikkert pædagogiske typer, der ændrede på indholdet siden hen, så også helten havde lidt fejl. Ikke ulig Ben Johnsons historie. Måske han slet ikke var dopet? Eller måske Ikaros var dopet, og det gjorde akademikerne hævngærrige fordi de troede på utopien om det ærlige, rene menneske. Kan det tænkes, at Ikaros rent faktisk fløj og landede og havde det fint bagefter, men at nogen havde et horn i siden på ham? Hvem har nogensinde tænkt på det?

2. september

2008-09-02T22:53:00.000-02:00

Så er jeg på toppen. Sikke en udsigt.

Her er så stille. Havet er stille. Himlen er stille. Nordlyset er væk. Stjernerne er stille. Fjeldet er tyst. En måge glider lydløst langs en klippekant nedenfor hvor jeg står. Der er intet, der blokerer synet, øjnene kan vandre henover øerne, ind gennem fjordene, langs iskanten og ud på havet. Jeg kigger hen ad nordsiden af den nærmeste fjord og mod vest, hvor Nasaasaaq skal ligge, men kan ikke finde det, og jeg kigger østover igen, ind mod Narsaq og Aappilatorsuaq. Jeg kigger tilbage mod fjordmundingen for at spotte Assaqutaq. Nu kigger jeg efter lysene i Sisimiut, og jeg anstrenger mine øjne for at se tændte lamper i boligblokkene på Kussangasoq eller ved Umivitsiaq. Der er så meget himmel, at byen kan blive væk i mængden af plads, og måske det er derfor, at jeg ikke kan se den, fordi jeg fokuserer forkert, fordi jeg fokuserer på for stor en ting derude. Jeg prøver at indstille øjnene på en lille lysende prik ved foden af kystfjeldene, for man må have sine størrelsesforhold i orden, hvis man vil se noget som helst i dette landskab, men jeg ser stadigvæk ingenting. Jeg troede, at byen ville være lettere at se i mørket, byen med alle dens gadelygter, byen med Pizza Amigos og Misigisaq, italiensk og kinesisk mad, det urbane Sisimiut, Kystens Perle der skal ligge og vise vej i natten. Bag mig ligger Itilleq-fjeldene, de er ikke til at tage fejl af, jeg kan ikke være helt ved siden af, og måske jeg bare kigger lidt for langt ude mod nordvest på kysten, helt ude ved øerne på starten af indenskærsruten mod Kangerluarsuk Tulleq, fordi min synsvinkel er lidt anderledes end jeg hidtil har troet. Få centimeter ved siden af med det blotte øje kan betyde flere kilometers fejlbedømmelse i den reelle afstand. Man skal se stederne, ikke bare kigge på dem. Men hvor er Sisimiut?

Jeg cirkler omkring toppen og forsøger at finde land, som jeg kan genkende, men så snart jeg mener at have spottet fjeldryggen hvor Carlsberg ligger, så passer afstanden ikke med et andet fjeld, eller der ligger en malplaceret ø langt inde i fjorden, som ligner Assaqutaq, men den ligger på den sydlige side, ind mod Sarfannguit Nunataat, som så ikke kan være Sarfannguit Nunataat, og derfor er noget helt andet, et andet land, måske fastlandet, der løber som en mildt bakket fjeldarm fra horisonten og mod vest indtil den ender næsten lige nedenfor hvor jeg står, på den anden side af sundet og den ø hvor jeg er strandet. Jeg går frem og tilbage mellem klipperne og siger navnene højt. Maniitsorsuaq, Nasaasaaq, Narsaq, Ikertooq, Amerloq, Nipisat. Men hver gang jeg siger ét navn skubber det til det næste, så der kommer uorden i deres placeringer rundt om øen.

Stjernerne snurrer af sted gennem natten, Tuttu er ved at dykke ned inde i landet, jeg er forpustet og hoster mens jeg løber tilbage til skrænten, der fører ned mod bygden, og hvor mine fodspor danner en stiplet linje i sneen. Dernede glinser vandet i sundet sort og sølvernt, når det glider ud under isen et sted og forsvinder igen et andet. Husene ligger stille, som ryper, der trykker sig ind til fjeldsiden. 17 forladte bygninger. Jeg hoster igen, tager et dybt åndedrag og løber tilbage til nordsiden af toppen, hvor jeg kan se på tværs af fjorden og ud mod det åbne hav. Jeg tager mål med fingrene fra en fjeldtop, der ikke ligner Nasaasaaq, men som jeg nu beslutter må være den, og så tæller jeg lidt frem og tilbage med fingrene frem foran mig, op og ned ad skråningerne, i håbet om, at Sisimiut dukker op bag en hidtil usynlig tågebanke et sted eller falder ud af himlens skjulesteder og viser mig vejen hjem. Så løber jeg tilbage til sydsiden og sikrer mig, at husene er, hvor de skal være. Jeg tæller dem, 17 bygninger, og så løber jeg ud til nordsiden og tæller fjeldtoppe fra den top, som jeg mener er nærmest Sarfannguit, men da jeg når top nummer 17 og endnu ikke er ude ved kysten kan jeg se, at systemet ikke stemmer, der er ikke lige mange toppe og huse, og jeg prøver at finde en anden måde at regne omgivelserne ud på, men det virker ikke, heller ikke selvom jeg lukker øjnene og visualiserer det topografiske kort som et ekstra lag der er blevet svøbt hen over verden. Det hjælper at åbne øjnene og kigge på de 17 huse, sundet, øen med jollen, fastlandet, Itilleq-fjeldene. 17 huse. Mine spor i sneen. Klippeknolden jeg står på. Mine lunger syder i kulden. Nu går jeg langs fjeldkammen mod vest, mens jeg tager bestik af landet mod nord. En for en afkrydser jeg toppene på mit mentale landkort. Jeg går tilbage igen, da jeg når Nasaasaaq og der endnu er fire toppe ud til havet. Tæller jeg den anden vej og bruger Nasaasaaq som det første og yderligste fikspunkt, så passer kort og terræn endnu dårligere sammen, for Sisimiuts smukke vartegn bliver da ikke andet end en klodset forhøjning. Blikket afsøger hele den nordlige horisont endnu engang. Og igen. Så tilbage til sporene ned til bygden. 17 huse. Hvor er Sisimiut? Det gør ondt i hovedet at lede så intenst. Jeg hiver efter vejret og læner mig tilbage, så jeg kan dumpe ned i sneen. Der er 17 huse i bygden. Der er for mange fjeldtoppe. Der er ikke nogen by ved havet. Dette er ikke Maniitsorsuaq. Jeg har ikke noget kort, der passer med omgivelserne. Langt ude er ligger et lysende hvidt bånd på havet. Vestisen kommer. Jeg må op at stå. Havisen kan ikke komme nu. Jeg skal tilbage til Sisimiut. Jeg skal. Det skal jeg. Også selvom jeg ikke har den fjerneste anelse om, hvor Sisimiut er. Tanken giver mig kvalme, og jeg forsøger at komme på benene men et stød går gennem maven, det kommer ude fra fødderne og skyder op gennem hele kroppen, så jeg folder sammen igen og kaster op, ud på sneen, ned over bukserne, ud på hænderne, tynde stråler og en vrængende lyd af maven, der siger fra. Jeg stønner og prøver at skrige om hjælp, men kramperne bliver ved indtil jeg gisper efter vejret og kun spytter en tyndtflydende væske op blandet med snot, der løber fra næsen og ud i munden. Da der ikke kan komme mere op og musklerne falder til ro kravler jeg langsomt ud til skrænten og begynder den lange nedstigning til min forvalterbolig i den tomme bygd.

27. august - erica lord

2008-08-27T22:14:00.003-02:00

Borrowed without permission from Erica Lord ("I Tan To Look More Native")

25. august - søren

2008-08-26T07:45:00.000-02:00

Søren Rasmussen
også i Nuuk
så berejst du er, Søren Rasmussen
ikke en elevator uden dit navn
du må have set så meget
Søren Rasmussen
så meget af det der kulturelle
eller hvad de kalder det
Søren Rasmussen
for her har vi kultur
Søren Rasmussen
på elevatorsikkerhedsgodkendelsesskiltepladen

23. august - ild i marfik

2008-08-23T13:25:00.003-02:00

Der er brug for en PrArktisk Traktat. Før det bliver den ikke Arktisk. Der er ikke brug for mænd i 50erne, der gerne vil stå på en scene og fortælle hinanden hvor vigtigt det er, at vi skal bruge de eksisterende samfundsinstitutioner - altså statens måder at ordne arbejdsprocesser på - til at skabe en lysende sti for indfødte folk. Der er brug for energi. Rigtig energi. Ikke opflasket og indkapslet statslig institutionalisme. Hvor er Julie Hardenberg til at give sit besyv med - hvem glemte at invitere hende? Og hvad med universitets egne unge folk? "Men så skulle de have meldt sig ind i organisationen". Præcis. Det er vigtigt, at man er i Organisationen. Det er et dejligt sted. Her er ingen skæve vinkler.

14. august - Tryggve Gran

2008-08-14T21:01:00.000-02:00

Jeg så engang et billede af Scott på Antarktis, han var på vej til Sydpolen, eller på vej tilbage derfra, sådan noget lignende, blandt polarhelte regnes han for en af de store, men det ændrer ikke på, at også han måtte lide den tort at sætte sit liv over styr som så mange andre, da han og kammeraterne Wilson og Bowers blev fanget i en langvarig snestorm. Gran så Scott ligge halvt ude af den håbløst utilstrækkelige sovepose, henover Wilson med armen udstrakt, fastfrosset midt i en bevægelse.
De siger, at han havde udset sig Wilsons pibe, der lå i dennes brystlomme, og at Scott, efter nøgternt og afklaret at have skrevet tolv breve til familie og venner og sågar til efterladte af andre ekspeditionsmedlemmer, ville ryge sig en sidste stopning tobak inden også han skulle dø. Sær størrelse sådan et menneske. Men det bliver ikke mig. Fanme nej. Nu skal jeg have foden fri af dette isfængsel og så er det bare at forberede sig på at blive hentet i morgen eller dagen efter. Allerhøjst tre dage, det er hvad jeg giver dem, redningsfolkene, ellers har jeg ret til et kontrært læserbrev i Sivdlek'.

5. august - mundtlige fortællinger

2008-08-05T23:16:00.001-02:00

Den nat efter, at din far døde, oplevede jeg at vågne ved, at noget vækkede mig. Mine svigerforældre sov inde i stuen. Vi havde et stort hus. De sov, da jeg vågnede. Da så jeg din far kigge på mig fra døråbningen. Jeg genkendte din far med det samme. Jeg stod op og gik hen til ham og han kiggede kun på mig længe, og så sagde han ”Nu skal du rejse, Amalie. Det er ellers nu du skal rejse”. Jeg gik i seng igen og sov til næste morgen og da jeg vågnede stod jeg op. Hans forældre var allerede oppe. Jeg kan sige dig, at jeg var nervøs. De vidste jo ikke, at jeg skulle rejse, og jeg havde kun lige selv fundet ud af det samme nat. Så spiste jeg lidt brød og drak min kaffe og sagde, at nu gik jeg ned til havnen for at se, om din far måske var kommet ind her til morgen. På den måde tog jeg af sted fra bygden. Jeg drak min kaffe og rejste mig, så tog jeg af sted.

Test med fil

2008-08-02T18:18:00.002-02:00

Jeg eksperimenter med nye ting. For det første eksperimenter jeg med nye tekster. For det andet eksperimenterer jeg med at lægge teksten på nettet i pdf-format gennem GoogleSites.

Hent et litterært teksteksperiment ned på din egen datamaskine

31. juli - repetition med forlængelse

2008-07-31T17:41:00.000-02:00

Jeg går op i fjeldet. Det er nat. Jeg vil op på øens top og se til Sisimiut ovre ved Amerloqs munding. Dette er Maniitsorsuaq. En lille forvredet klump grundfjeld, der skyder ud af havet og først finder ro 362 meter nærmere himlen. Jeg vil tro, at Gud skabte tyngdekraften og foldningerne i jordskorpen på to fine og kreative dage og bagefter havde Djævelen en forbandet god dag med at kombinere de to og afprøve herligheden på fodgængere, mens Alfaderens tilblivelsesorienterede sind lod sig opholde ved forfinelsen af fjeldene ved Kangaamiut eller formgivningen af snefnug. Taberne blev typer med statur som jeg. Vi må slås med modbakken i Sorel støvler og kagevom, og Maniitsorsuaq blev underverdenens teststed numero uno for topografisk uro. Havde Herren bare haft en smule mere øje for drift og ikke kun udvikling, så havde han vel opdaget problematikken ved Djævelens lille mix, men nu er det blevet sådan, og derfor må jeg standse regelmæssigt og trække vejret, besværet af frosten. Det gør ondt i halsen. Jeg er et sølle menneske, måske ikke det mest sølle, men så det næstmest sølle, og det er tilstrækkeligt, så jeg lover mig selv, at jeg vil bruge årskortet til Timersortarfiat noget mere, når jeg kommer hjem. Jeg vil faktisk både til at bruge crosstrainer og cykel. Og måske endda løbebånd. Og nu, uventet og en smule overraskende, aflægger jeg et løfte. Midt på en fjeldskråning i vinternattens halvmørke aflægger jeg en stille ed, det er nærmest halvreligiøst, en ed under stjernerne, hvor jeg sværger, at jeg også vil bruge løbebåndet i træningscenteret. Ja, siger jeg højt, når jeg kommer hjem vil jeg bruge løbebåndet, og jeg kigger mig omkring for at se, om nogen skulle have hørt mig, for det er socialt uacceptabelt at tale med sig selv, det betragtes ligefrem som farligt i nogle kulturer, et tegn på tabet af forståelsen for menneskehedens sproglige kunnen, talen er til at samtale med, til at fortælle historier med, til at råbe kommandoer med, til at kommunikere med, vogt dig for enetalen, og jeg bliver lidt flov ved tanken og står en stund og hviler mig ved en sten, mens jeg lader efterklangen af min stemme slippe væk fra kroppen og ud i kulden.
Jeg er i grunden ikke så langt fra toppen. Herfra hvor jeg står kan jeg se øhavet mod sydvest, skærgården med flade holme og de fjerne, skarpe tinder på fastlandet. Landet falder langsomt fra øst mod vest, og de stejle klippesider langs fjordene kan ikke bevare deres momentum fra indlandsfjeldene, men bliver først bulede udløbere og snart adskilte småøer inden der til sidst kun er afrundede skær og tidvise klippeopstikkere et stykke ude til havs. De bliver aldrig enige, landet og havet, og hvem kom egentlig først?, var det havet der begyndte med små hapsere af de yderste øer inden det spiste sig mod til og begyndte at grave sig indefter?, eller var det landet, der vågnede og strakte sig i aftensolen, så dets fingre efterhånden søgte ud i Davis Strædet? Nordlyset ved det heller ikke. Det går skyndsomt, nærmest undskyldende over himlen. Slanger og snor sig og forsøger måske at undgå en stjerne her, en planet eller en satellit, undskyld, siger nordlyset, undskyld undskyld undskyld, nu skal jeg nok humme mig, og så er det væk bag horisonten, på vej til Sydpolen eller på vej i seng. Men i aften knitrer nordlyset, og jeg står stille lidt længere ved min sten på bakken indtil åndedrættet falder til ro. Og så lytter jeg til nordlyset.
Jeg kravler i bakken. Jeg forestiller mig, at det er armhævninger, når jeg løfter mig op af et hul i sneen. Jeg snydetræner. Der skal også være lidt at vise frem første dag i centeret. Men først skal jeg besejre fjeldet. Jeg kom hertil i en lille fiberglasjolle, jeg har mistet min kikkert, den sank med 90 procent af båden, men jeg tror ikke, at forsikringsselskabet ville taksere den kikkert til noget nævneværdigt alligevel. En kikkert havde nu været praktisk her. Måske jeg med den ville kunne se en snescooter svinge op på Sisit og parkere sydvendt, så lygterne et øjeblik fejede henover øens top? Snescootere er et kæmpe fremskridt for afviklingen af den overudviklede hundeslædefetisch. De er et fyrtårn i den arktiske nat. Snescootere eliminerer slidsom gang i modbakker. Snart er man på toppen og kan overskue landskabet. Snart er man nede i dalen. Snart oppe på en anden top. Og hvad er det for noget pladder, at man ikke må jage fra snescootere. ”Det giver menneskene en ulige fordel overfor dyrene i Arktis”. Aha. I modsætning til rifler, der bare er hvad? En slags forlænget arm, så man ikke skal rejse sig fra slagtekniven slæden før kræet med vished er omkommet? Når jeg kommer tilbage laver jeg en fælde. Jeg har tænkt hele dagen på den bedste løsning, og nu ved jeg hvordan jeg kan fange mig en hare eller måske en hel lille retarderet rypefamilie. Jeg skal bruge en frossen bæk, to længder fiskesnøre og to nødraketter. Det er en idiotsikret indretning. Skolebogseksemplet på overlevelsesteknik. I overmorgen, når jeg står op, skal jeg bare hente kødet og stege det. Med lidt held vil et skib også se nødraketterne, når de går af. Den slags kaldes en kalkule. Det er ikke min egen idé, men nogle gange må man stå på andres skuldre for at se lidt af lyset, tænker jeg, man må stå i explorer-positur i den køllige vind på tinden med blafrende hår og stålsat blik. Det er i orden at lade sig hædre, også for den næsten uanselige men dog vitale forbedring af mere primitive teknologier. Sådanne forbedringer kræver et analytisk sind. Jeg er ikke bleg for at indrømme, at jeg besidder den slags sind. Det analytiske er ligesom i mig, og derfor har jeg set, at hvis jeg ændrer en smule på koncepter fra rensdyrjægerdalen ved Savissivit, hvor fortidens jægere jagede rensdyr ind i en smal dal og derefter buede og pilede dem fra fjeldryggene bag et sindrigt system af varder, så kan jeg med en smule held spise kød de sidste par dage inden hjælpen når frem. Jeg kan måske endda stå på velnæret på kajen og vinke redningsmandskabet nærmere, gelejde dem mellem skærene ved sejlrenden, nu hvor jeg kender den, og jeg vil have overskud til en Crusoe vittighed og til at slå trossen om et stykke jern, der stikker ud af kajens smuldrede beton. Redningsmandskabet vil spørge til mit ve og vel, og jeg vil smile til dem og byde dem på hareryg, og frisksmeltet sne, og jeg har måske endda et stykke kød med ned som en ankomstgave, jeg rækker kødet til Morten Siegstad, når han i fuld brandmandsuniform går i land og hilser mig med en kop varm kaffe. Så står vi lidt på kajen og deler fødevarer, Morten og jeg, brandmanden og bygningsinspektøren, to kommunale personligheder. Det smager godt, siger Morten, det er en mør hare. Mhm, samtykker jeg. Vi ved den slags, vi der jager.

29. juli - Amalie og Qillarsuaq

2008-07-29T18:16:00.000-02:00

Med blodhævn hængende over hovederne drog en mand og en kvinde på hver deres rejse gennem Arktis. De rejste langt, så langt, at de nåede ud af deres hjemstavnsfængsler, ud i friheden. Så langt rejste de. Jeg var kvinden. Qillarsuaq var manden. Qillarsuaq. Vi mødte hinanden på isen i Smith Sund. Så blev du født og jeg rejste den anden vej igen. Qillarsuaq rejste videre på sin egen vej. Nu skal jeg fortælle dig om min rejse.
Den begyndte, da jeg sejlede fra mit hjem i en jolle. Jeg lånte jollen. Man må ikke stjæle, så jeg lånte en jolle fra havnen. Din fars jolle var sprunget i luften dagen inden. Motoren, sagde mændene. Benzin under tryk tåler ikke gnister og lidt luft. Han døde med det samme, det skulle være mig en trøst. Jeg var gravid og jeg sejlede ud af Amerloq, det var oktober og mørkt, vi havde fart på, du var med, vi begyndte rejsen uden alt for meget benzin, det blæste ud af fjorden, vi sejlede ikke ind til Sisimiut. Du skal vide, at det var min skyld, at din far døde.
Blodet hævner sig, og det var min skyld. Jeg ville ikke have, at du også skulle dø i bygden, ligesom ham, din far. Han døde dagen inden jeg rejste væk i jollen. Jeg rejste væk fra skylden i en jolle. Det var blevet glat på klipperne, der hvor havet overskyller kysten ved højvande, og han gled, mens han jagede ryper nedenfor Nasaasaaq. Det dør man af med det samme, sagde mændene, havet åbner en sulten mund og sluger dig uden en lyd. Døden følger blodet. Du ville dø ligesådan, stille og ubemærket ville en dag slutte uden, at du kom hjem, og en kone ville hænge fisk til tørring i sommersolen, mens hun sukkede og tænkte, at sådan er det. Laksen hænges op på solsiderne af husene. Vi dør derude, når vi bor derude. Din far døde, da pakhusets krankæde ramte ham i baghovedet. Vi bestyrede butikken på særlig tilladelse fra forvalteren i Sisimiut, vi var noget særligt, det havde vi papir på. Vi hentede selv vores butiksvarer på kajen, og så slog kæden et underligt sving og krogen tog din far gennem nakken og løftede ham med ud ad døren. Han hang bare og spjættede et øjeblik, og så tog jeg en jolle og sejlede mod vest.
Vejen venter ikke, den rejser videre uden dig. En dag er vejen så langt ude i horisonten, at du kun aner, hvordan den svinger sig over et fjeld og ud gennem en fjern lavning. Vores vej var for længst rejst. Vi havde kun nogle græsstier og en enkelt kort grusvej, der hvor det engang havde været den samme stolte vej, der løb ned mellem husene. I byen havde asfalt og biler, der kørte mere vej ud. De var foran vejen. Der var arbejde at få i Sisimiut, de skulle bruge mænd og kvinder i fiskeindustrien, vi kunne få en lejlighed i de nye blokke, i byen var der penge, og jeg havde familie, der var flyttet fra Kangaamiut og ind i et fint blåt hus på Qiviarfik.
Men vi ville ikke flytte, og så døde din far. Dagen efter sejlede jeg væk i en jolle, mens mændene kom ud af husene og fægtede med armene i halv påklædning. De kunne sagtens fægte løs, for de døde først senere, ligesom din far, på sælfangst i Ikertooq. Zacharias fra Sarfannguit havde set ham i vores jolle ud for strømstedet hvor Ikerasarssuk engang lå, tungt lastet. Begge mænd hilste på hinanden, og mens de sad der med en arm i vejret nogle hundrede meter fra hinanden var det pludseligt som om din fars tungt lastede lille båd havde stukket snuden lidt ekstra dybt i en bølge, og inden Zacharias kunne nå at starte motoren gik den anden jolle langsomt under, ligesom de der undervandsbåde vi har set på film. Din fars arm stak i vejret som et periskop, og det sidste man så til ham var piben, der kom op til overfladen med et lille dunk på undersiden af Zacharias' jolle.
Næste morgen satte jeg kurs mod Canada. Sisimiut var ikke stor nok til mig. Jeg ville have ægte fremtid og leve i mine forfædres hjemland. Jeg havde taget lidt mad til rejsen med i en slædekasse, som jeg ikke tror, at Alfreds far skulle bruge alligevel. Jeg hørte i hvert fald aldrig noget til det, da jeg mødte Alfred i Sisimiut mange år senere.
Blodet hævner sig. Man må rejse langt væk fra det, når først det har fundet vej ned i bostedets baner. En jolle er god at rejse i, hvis man vil væk fra blodet, for den trækker næsten ingen spor, og havet var stort, større end i fjorden. Du er blevet til sammen med havet. Jeg sejlede over det. Bølgerne klukkede dig. Pukkelhvalerne fulgte med os først. Så kom den store blå hval og lå i vandoverfladen og kiggede, når vi drev i bølgerne. Vi talte med hvalerne, og de fortalte mig, hvor vi skulle sejle hen, de pegede med halerne, de gjorde plads mellem bølgerne, de skubbede os, da vi løb tør for benzin og ingen kyst var synlig nogen steder. Det bliver koldt på havet i oktober. Vi havde rensdyrskind om mig. Jeg havde mad i slædekassen. Spæk. Ammassætter. Skibskiks. Vi drak sneen, der smeltede på mit ansigt. Vi sejlede væk fra din døde far og hen mod fremtiden. Man må selv fange vejen igen, når den er løbet bort fra huset.

28. juli

2008-07-28T17:52:00.000-02:00

Nunaqarfik X. Sulivunga.

17. juli - glitter

2008-07-17T14:56:00.000-02:00

Glitre er et ord reserveret til Davis Strædet. På en sommerdag, når morgentågen brænder væk og en let nordenvind løber ned langs kysten er det himlen der bliver blå og skarp fra havets skær. Alle bølgekrusninger er så små, at deres forhøjninger, fordybninger, toppe og bunde når at reflektere sollyset. På sådanne dage er det forbudt at sejle. Man bør falde ind i beskuerens aktive distance til objektet og belave sig på at forbruge eftermiddagstimerne uden at arbejde. På sådanne dage er det romantikernes og nostalgikernes natursyn, der skal have ordet. Dem, der bruger havet, dem der besejler det med et formål, dem der lever af det, der gemmer sig under glitteret, lad nu dem mukke på kajerne og brokke i krogene. I dag er turistens dag. Flanørens dag. Kig.

14. juli

2008-07-14T17:50:00.001-02:00

Vi er stukket et smut til søs.

7. juli

2008-07-06T21:52:00.000-02:00

Kære Pipaluk,
I går gik jeg en kort tur ud langs klipperne på kystlinjen mod nord. Landet ligger lige derovre, jeg kan se rensdyr, men ingen mennesker. Isfoden er høj. Jeg vil prøve at krydse sundet, hvis isen lægger sig hele vejen. Men bliver det koldere end nu, så er jeg her måske slet ikke til at se islægningen. Jeg tænker på sommeren.
Min far og hans brødre byggede en hytte på Nipisat for nogle år siden. Den ligger ikke så langt fra de andre hytter på øen og alligevel lidt afsides. Der er et lille næs foran hytten og til sommer skal vi bygge en bådebro, så landingen ikke er så svær. Vil du med? Så bruger vi en uge på øen. Vi har gode senge og et lille køkken. Det er en god hytte. Fiskevandet er det bedste i øhavet og med jollen kan vi sejle på jagt inde i Ikertooq. Jeg kender et godt sted, hvor der altid er ryper. Har du tænkt på, at vi kunne flytte sammen? Mit hus er stort nok og udsigten er flot. Hvis du siger ja, så bliver jeg glad.
Pipaluk. Vi sulter. Det sner og vi har ikke mere at spise. Ræven er blevet mager og har lagt sig i et køkkenskab. Vi snakker sjældent med hinanden nu. Jeg savner dig. Hvordan var turen til Tasiilaq? Vejret var sikkert frygteligt i Kulusuk. Måtte I flyve til Island og vente? Kan du huske, at KNR fortalte om al sneen i Kulusuk sidste år? Dengang var det en historie. Det var eksotisk. Kulusuk er eksotisk. Der er sol under døren, bare en smule, men nok. Universet er bygget op af uendelige mængder hovedregning. Jeg savner dig, og nu vil jeg sove lidt.
- J.

6. juli - sommer i skærgården

2008-07-06T13:22:00.000-02:00

Der ville se sådan ud, hvis han vendte sig om i bakken og så mod syd en sommerdag.
Hvis han var på Maniitsorsuaq.

2. juli

2008-07-02T17:53:00.000-02:00

1. juli - hjemme med spændende post

2008-07-01T18:07:00.004-02:00

this is pouring rain / this is paralyzed - bon iver

Her er det vind fra nordøst. Her er det tåge ved Itilleq. Her er det et Royal Greenland skib ud af Amerloq, Extreme Engineering på Discovery, og en bog fra Allie Mae, som er uden afsender, uden egentlig forfatter og uden forklaring. Google har usædvanlig svært ved at hjælpe mig. Det ser ud til, at andre bloggere (her, her og her) der bruger blogger.com også har fået bogen, eller disse essays, eller denne roman, eller, og der er sikkert mange andre, der også har fået de lidt skrøbeligt sammensatte ark, men hvorfor sende den til Grønland?, hvad er forbindelsen?, jeg håber, at du læser det nu og at du ikke siger noget, så lover jeg til gengæld at læse det du har sendt. Måske det er kunsten at gøre sig selv bemærket og alligevel forblive anonym. En blogger foreslog, at Allie Mae skulle læses Er Lige Mig. Jeg har ikke læst Dagens Ansigt endnu. Hvad ved jeg.

25. juni

2008-06-25T17:40:00.003-02:00

En ø i Vestgrønland. Sne overalt. En kommunal bygningsinspektør forliser sin jolle og havner i en nedlagt bygd. En islandsk arkæolog nægter at snakke. Så dukker ravnen op. Kæften går på fuglen i ét væk. Ræven slutter sig til den lille gruppe. Tvær og træt af samfundet. Sammen forsøger de at overleve en madfattig arktisk vinter, mens bygningsinspektøren overkommer sit had til bygderne og begynder en storstilet registrering af alle renoveringsbehov i de tomme huse. Den slags må gøres med omhu. Planen er at genbefolke de nedlagte steder, så man i fremtiden kan undgå unødige strandinger af embedsmænd i funktion.

24. juni

2008-06-24T16:01:00.005-02:00

Vestenvinden er eksotisk i Grønland. Om vinteren driver havisen fra Davis Strædet ind til kysten og i et par dage er vi landfaste med Canada, hvis man da kan finde en fast passage længere ude på havet. I Aarsdale blæser vestenvinden. Den kommer fra ØStersøen, og givetvis længere væk fra, og den skydes op over Almindingen og laver en lille langsom krølle inden den falder ned mod kysten igen. Søg længere ind mod øens midte, så er der mere stille. Bliv på den østlige side af vandskellet. Hvis det findes. Her er intet kontinentalskel. Der er ikke nogen bjerge. Hvis man ser bort fra øen selv.

Det bliver mørkt om natten. Mennesker er i midsommerstemning. Der brændes bål og holdes fester og fødselsdage og udflugter i det fri. Paradisbakkerne. Rø Plantage. Ølene. En tom olietanker ligger for læ ud for Frenne Næs. Eller Grisby. Måske ud for Hæstaklævan. Det er svært at afgøre fra terassedøren på første sal. Jeg står og kigger ned på Gaden. Der går en familie forbi. En polsk bil drejer op mod Møllen. Polske mennesker i sæderne, velsagtens. Skal jeg skabe dig lidt følgeskab?, spørger ravnen prøvende.

20. juni - Bornholm

2008-06-20T19:06:00.002-02:00

Jeg havde forestillet mig, at træerne ville vække opsigt. I stedet er det vinden. Den blæser på tværs af øen og presser vand op i Østersøen. Vi laver salat. Man kan få agurker til 5 kroner og mælken smager overraskende tamt. Bredbånd er en velsignelse. Manden der er grundstødt ved den forladte bygd sidder der stadigvæk. Han ved ikke, at isen lige nu bærer, og at han kan slippe over på den anden side, til rensdyrene og landfast forbindelse med byen. Ham om det. At være superhelteoverlever kræver. Bare vent til han opdager, at ræven har slæbt det sidste kød væk og nu ligger og gumler det i en krybekælder, hvor også ravnen får sin del for at afsløre gemmestedet. Bornholm.

17. juni - den sultne ræv

2008-06-17T17:49:00.002-02:00

B-312. Type 59. Midt i bygden. Typisk højt fundament på skrånende terræn. Sprækker i cementen, der løber ud under træforskallingen og i skrå baner ned til de forsvinder under sneen. Der er åbent til krybekælderen. Når sneen smelter bliver det til en sø derinde. Indsæt ny dør, indlæg dræn, skab udluftning. Jeg noterer det på skemaet og krydser af ved den nederste markering for fundamenttilstanden. Det her er ikke godt. Huset er ved at skride ud over fjeldsiden. Jeg går indenfor. Det er direkte ansvarsløst. Ny entrédør, nye ruder i alle vinduer, nyt gulv i køkkenet, implementering af byvand og kloak. Håndværkerne vil elske det her. Hvorfor ikke installere hårde hvidevarer også, jo, køleskab og opvaskemaskine, en niche til komfuret. Der skal trækkes ledninger. Elektriker, skriver jeg og afslutter med et udråbstegn.
Ræven lusker bag om mig og afsøger rummet for spiselige genstande. Den sultne ræv. Den leende ko. Den hæse drage. Den lille bredmundede frø. Jeg har forsøgt at se en sammenhæng. Den grimme ælling. Glat som en ål. Olm som en tyr. Hukommelse som en elefant. Det er noget med dyr. Frisk som en fisk. Frisk som en havørn. De to går ikke rigtigt i spænd. En sproglig konflikt med fødekæden. Stædig som et æsel. Den russiske bjørn.
Lørdagskylling.
Den har jeg spist, der var kun den ene, ikke til at dele, siger ræven, og så stikker den snuden i en væltet spand med indtørrede fiskeskæl på siderne. Skal du have lidt med? Eller du er måske ikke sulten? Kender du i øvrigt fortællingen om ræven der burde være kommet ud af sin mor, ud på en eng, hvor der sad en flok fuldfede fjerkræ, men i stedet kom den ud på en permafrossen arktisk fjeldside, hvor der lå nogle magre sten, og hvor der voksede en smule græs. I ligger jo nok så pænt der alle sammen, sagde rævebarnet til stenene og truede med at spise dem sten for sten, hvis ikke de straks skreg af skræk som gæs. Stenene hørte ikke på ræven. Sten har andre ting at tage sig til end at lytte til ræve. Der er ingen nåde for jer, I må dø, forsøgte ræven sig. Uden held. Den forestillede sig smækre gæslinger stillet op på række, klar til at falde i rævesaksen. Dårlige odds for en ræv i dens position. Da den endnu var spæd fortalte dens mor historier om gæs til det punkt, hvor en gås var alt den lille ræv kunne se på nethinden, når den om aftenen skulle sove. Den drømte om gæs i flok, om gæs mellem siv, gæs på søbredder, den så uforståelige billeder af gæs fanget i et lille hus, lige til at spise. Endnu havde den aldrig set en gås. Endsige gæs. Forskellen stod ikke helt klart for ræven. Slå det ud af hovedet, sagde dens mor, da ræven en skønne dag skulle stå på egne ben. Det var oktober og snevejr, de skiltes i et lavt bjergpas ikke langt herfra. Den unge ræv vidste, at den nu var overladt til fjeldets luner. Der hvor der ingen gæs er. Vi er i Arktis, prøvede dens mor at hjælpe, her er andre dyr, fine dyr med vitaminer og masser af gode proteiner for små ræve. Lige lidt hjalp det. Ude af stand til at stille krav til omgivelserne eller til gæs måtte ræven søge efter sneharer og andre smådyr, men hver gang den slog kløerne i en sælunge eller daskede en fisk på tynd vinteris forestillede den sig gæssenes gækken, når de bad for deres liv mellem rovdyrets vasse tænder. Gæk gæk gæk, sagde haren. Gæk gæk gæk, gispede fisken. Og en dag levede ræven ikke længere. Den døde og smuldrede bort og nåede ikke at få sine egne små børn, der kunne føre de gæsløse generationer af ræve videre. Derfor kan man ikke ignorere vigtigheden af en rævediet med fjerkræ. Du skulle i øvrigt virkelig prøve de her skæl, de er slet ikke tossede.
Og det er så pointen? Fjerkræ. Jeg kigger på ræven og går så gennem køkkenet ind i stuen, hvor loftet hænger i det ene hjørne. Der vokser græs ned mellem bjælkerne. Her er vist brug for ISS. Ja, siger ræven inde fra bunden af spanden. Hvad forventer du? At en ræv fortæller eventyr med pointer? En ræv skal finde føde, og helst i en fart. Det er jungleloven, du. Den gælder også her. Det er en slags metafor eller et billede på eksistensvilkårene for ræve. Og for mennesker, siger jeg og bruger en kost til at stive det hængende loft af med, så jeg kan besigtige en K4 skade under en tom vinduesramme.
Og for mennesker, samtykker ræven og trækker betrækket af en polstret grøn og blå trebenet taburet.

16. juni - sæljagt

2008-06-16T07:20:00.002-02:00

Hold fast i den her ende, siger jeg til ravnen. Og ravnen griber med næbbet om snøren, som jeg i den anden ende slår et par gange om sælen. Jeg har dræbt en sæl. Den er flot, siger ravnen. Ikke snakke nu, du taber snøren, snerrer jeg. Ravnen hopper et par skridt til siden og samler snøren op. Mnskøl, siger den ud af næbvigen. Godtaget, svarer jeg. Det er en fin sæl, det kan jeg se. Den er grå. Grå er en god farve til sæler. Mange dyr er grå. Der er gråænder, gråspurve, mus. Men ikke alle bærer deres farve så yndefuldt som en grå sæl på hvid havis. Skal grønland nogensinde være OL-vært, og det er vel ikke et absolut usandsynligt scenarie med både selvstændighed og olierigdomme inden for rækkevidde, så skal min grå sæl med de ringformede streger på ryggen være maskot. Hvad mon målestokken er for sælers finhed? Blev de gamle fangere en smule benovede, sådan som jeg er nu, bøjet over måske 80 kg grå og glinsende blævre? Eller var det fløjtende ligegyldigt om så sælen var trefarvet og havde OL-ringene broderet ned ad siden? Hvem der bare kunne komme ind i de gamle fangeres hoveder. Måske stille et par spørgsmål. Sætte sig ned og tale om fangsteknikker og landskabets historie, om dyrenes vandringer og skyernes flugt på himlen. De tider, der svandt, dem husker vi endnu, ville de så sige, og jeg ville nikke og sige, at tiderne altid svinder, men at fortiden dog af den grund altid vokser, og vi ville nikke forstående til hinanden og der ville blive omdelt frisk orsoq og det ville dufte af oprindelighed om hele bordet. Jeg taler kun nogle enkelte ord grønlandsk. Nogle mennesker kalder det en begrænsning for min kulturforståelse.

Nu er jeg sældræber. Så stik piben ind, kulturessentialister. Jeg har omgjort en sæl med de bare næver. Hvor mange af jer har måske det? De gamle fangere ville respektere mig. De ville forstå, at man ikke får mad på bordet ved at råbe op om det postkoloniale og om grønlandisering. Jeg er en handlingens mand, tænker jeg. Jeg har uddelt tæsk til sæler. I 25 år med jollesejlads har mit største øjeblik været at sønderskyde luffen på en klapmyds ved Kangaamiut på en fangsttur med bygdebestyrelsens formand. Det her er en helt uventet og anderledes succes. Jeg havde lagt mig til rette med en nødraket bag en skruning i isen ud for havnemolen og mens jeg lå der brød en sæl gennem et usynligt hul lige ved min hofte. I panik fik jeg trykket raketten af. Det hurtige skrald fik mig tilbage til fatningen og med en lige højre pandede jeg den forbløffede sæl et blåt øje, da den kom op til kanten af hullet for at trække luft. Småkage!, råbte ravnen. Rocky on Ice! Men man skal være hurtig med de slibrige kræ, og kun med en feberredning fra ravnen og jeg i fællesskab undgik vi, at sælen gled ud under isen igen.

Tror du virkelig, at den er død? Jeg skubber lidt til sælen med støvlesnuden. Ravnen lægger hovedet på skrå, gør en eller anden ravneanalyse og nikker så bekræftende. Stndø, siger den og gumler lidt på snøren. Og den må vel vide det, den er ravn og ved den slags, tænker jeg, og tager snøren ud af ravnens næb. Den anden ende har jeg bundet til en løkke om sælens haleror. Det er en ringsæl. Nu skal du spises, lille ringsæl, siger jeg, og får lagt tryk på ring-delen af sælordet. Jeg skulle nødig såre sælens følelser ved at misforstå dens placering i artsskemaet. Tænk hvis jeg kom til at kalde den grønlandssæl. Sælen siger ikke noget. Det blå om øjet skjules delvist i de allerede mørke plamager på dens ansigt. Måske jeg skulle give den et hurtigt spark i en nyre eller et andet vitalt organ, siger jeg til ravnen. Man dør da ikke af et enkelt hug med en knytnæve? Spar dig besværet, lad os få noget at spise i stedet, svarer ravnen og flyver i en bue ud over bugten og tilbage til pakhuset, hvor den sætter sig på en blotlagt tagbjælke. Jeg griber om snøren og trækker i den cigarformede kødklump. Du skal ikke tænke på at hjælpe, råber jeg til den. Men ravnen er snu. Det er en kløgtig fugl. Ravnen har en særlig plads i den arktiske kosmologi. Den laver både midnatssol, skaber verdener og tænder stjerner. Og så undgår den hårdt fysisk arbejde. Vi har at gøre med et væsen tæt på evolutionens zenith. Og ved siden af alle skaberopgaverne ligger også ravnehverdagen med ravnemad og ravneflyveture og ravneskrig. Ravnen er
et travlt dyr. Men ravnen er snu, sælen har et blåt øje og er død og mennesket har kolde fødder. Fryser du aldrig om tæerne?, råber jeg til ravnen. De der små orange fusser ser lidt udsatte ud. Kulden er kun mytologisk, svarer ravnen, det er et spørgsmål om at fortælle sig rundt om den slags i en historie. Godt svar, siger jeg og læner mig ind i trækket for at få lasten over en lille forhøjning.
Og så er sælen væk.
Der lyder dårligt nok et plask, da den dykker gennem et hul i isen ved en tidevandsskruning. Det er nærmere et slurp eller en gurglen, som et rent 10-tal i tårnspring. Jeg holdt meget af tårnspring som barn, de burde vise det noget oftere end bare ved de olympiske lege. Jeg holder væsentligt mindre af Houdini-sæler. Især den slags, der spredet ordet under havoverfladen, at en ravn og en INI inspektør bokser spækdyr ud for den og den ø. Fremover er det slut med sæler. Vi ser ikke engang et åndehul uanset hvor langt bort fra øen isen end bærer os under resten af opholdet. Den må være kommet til live igen, griner ravnen, og flyver ud i mørket mellem husene.

Jeg sætter mig på isen med ryggen mod betonmolen og binder mine fødder sammen med fiskesnøren. Så binder jeg min ene hånd fast til fødderne og sætter mig på den anden. Sådan. Det er mig. Superdræberen. Nu kan jeg stryge endnu en art fra fangstlisten. Om to dage begynder februar måned og hvad har vi tilbage – ræve, rensdyr, ryper, islændinge? Ravne.

15. juni på forskud

2008-06-14T17:30:00.002-02:00

Jeg har lavet kaffe til islændingen.
Nu går jeg ud og serverer den for ham. Så skal vi tale sammen. Mand til mand. Jeg vil høre om hans land og om feer og alfer og trolde og alt det, der lever midt mellem menneskene på Island. Island er et uforligneligt land, men det er også et barskt land, og i al den barske natur må der kaffe til at skærpe sanserne, det tænker jeg, mens jeg stikker i gummistøvlerne og åbner døren.

Kaffe?, siger jeg fra trappestenen uden at anstrenge stemmen for meget i kulden. Jeg må være uden for hørevidde, for han fortsætter med at grave sneen ud i firkanter, som han stakker langs med hullet. Fine firkanter, dominobrikker af sne. Åh, et spil domino. Kaffe? Jeg hæver stemmen, tilbyder kanden indbydende foran mig i strakt arm, tænker at han nu nok giver sig, når duften af ristede bønner i varmt vand når frem til ham.
Ingen reaktion.
Måske jeg står for langt fra ham? Jeg har stillet mig i trækket fra døren, der bæres ud i medvinden fra fjeldet. Det er anti-jæger tricket, lokkedue tricket, islændingelokkeren, jeg har forfinet det ved ikke at fange ryper talrige gange. Det kan ikke slå fejl. Om lidt bliver den dufttomme frostluft lun om hans kinder, hans næsebor udspiles en smule, han standser midt i udskæringen af en dominobrik og råber til mig, Gerne, kommer nu. Man er vel islænding. Alle de gange han har stået på tunet ved gården og skåret tørv ud mens konen har kogt kaffe i et veludluftet køkken må sidde i ham, og nu aktiveres et urinstinkt i ham, et genetisk omdrejningspunkt i den islandske folkesjæl, en uimodståelig lyst til koffein og varm bryg, der er et nybyggerfolks fineste karaktertræk. Der findes dygtige samfundshistoriske analyser, der bekræfter kaffebønnens betydning for landnamsfolk og gæve krigere. Kom så islænding, den her ø er for lille til, at to mænd ikke skal dele et godt krus kaffe sammen.

Det preller af på ham. Jeg træder helt ud af huset og lukker døren til bag mig. Der danner sig hurtigt snedriver i entreen, hvis ikke man er opmærksom, det har jeg bemærket og skrevet mig bag øret, så jeg ikke begår den slags dilettantiske fejl at køle huset unødigt af eller bruge for mange kræfter på snerydning. Overleveren i Arktis er påpasselig og pertentlig som en svensk forsvarsspiller, alle sportsgrene inklusive. En plan B rækker ikke, man må have planer et godt stykke ned gennem alfabetet, man må ruste sig til uger uden mad, svigtende fangstheld og søndenvindens drivende sne i dagevis.

Kaffe?, brøler jeg, efterfulgt af et stille For helvede da også din atlantiske tumpe. Sendte den norske konge en hær af halvhjerner ud i verden? Men islændingen vil åbenbart hellere spille kostbar end tage stilling til sine forfædres intellektuelle kvaliteter. Ja, det ser sågar ud til, at han nu vender mig ryggen en smule og demonstrativt slår skovlen i en ny dynge sne, lidt længere borte, som om min kaffe ikke er god nok. Eller måske synes han, at jeg lugter, at vinden ikke kun bærer Gevalia Roast med sig, men også testosteron og indtørret sved i polypropylen undertøj. Men hvad forventer han? Tror han, at jeg vil tvætte mig og fikse mig lidt op og iklæde mig anorak og sorte bukser og svinge med det grønlandske flag og byde på syv slags kager, inden han kan afse et øjeblik til et godt selskab med en hæderlig mand på randen af desperation og vandvittig bissen? Er det hvad du tror, råber jeg til ham og får kaffe over håndleddet idet låget slår op og brun væske skvulper ud. Saatan, råber jeg, endnu højere, ubetænksomt, det koster kalorier det her, siger en dyb dyrisk stemme i kroppen, du bør ikke ty til sådant overforbrug, prøver den at minde mig om, mens jeg slynger Madam Blå kanden i en nydelig bue ned ad skrænten mod islændingen. En strime af kaffe trækker gennem luften fra det åbne låg og væsken bliver til sorte krystaller, der knasende slår ned i sneen. Islændingen lægger endnu en blok til rette og drejer sin hue godt ned om ørerne. En vind går ned mellem husene og tager sne fra tagene i brede bånd. Nu slår kanden ned midt i hullet hvor islændingen står. Jeg smækker døren bag mig. Frys ihjel, stædige rad.

fornvind_o9?

14. juni - Ikke flere nødraketter

2008-06-13T23:15:00.002-02:00

Der røg den sidste nødraket. Jeg mente nu ellers, at jeg så et lys derude et sted, et glimt, måske et skib. Eller et meteor. Red mig marsmænd, jeg sidder på en skærgårdsø ved Kysten og har brændt de sidste stumper glasfiber fordi jeg på et tidligere tidspunkt også troede, at jeg så en båd. Jeg har set mange både. I begyndelsen er alle små samfund fyldt med tiltro til fremtiden, som udødelige teenagere og kunstnere på statslige legater. Op fløj raketterne. Lidt kinesisk krudt, en tændsats, en plastichætte, lidt papir og nogle knaldperler. Red mig kære skib. Red mig marsmænd. Jeg har været her i bygden i to måneder. Der har ikke boet nogen her i toogtyve år. To op i to toogtyve giver elleve.

Jeg har dårlig timing, det må jeg indrømme. Skibe er sejlet forbi, helikoptere har overfløjet mig, og på et tidspunkt er jeg sikker på, at en mand i gummistøvler og islandsk sweater sad og gravede i nogle jordlag på et næs lidt vest for de yderste sydlige huse. Jeg anråbte ham. Han råbte tilbage. Jeg gik indenfor og lavede ham kaffe. Dengang havde jeg masser af kaffe, og da jeg kom ud var han væk. Måske var han ude for at se sig omkring, tænkte jeg. Sådan som jeg selv så mig omkring de første par uger. Måske han ville skyde en edderfugl eller samle et par æg til aftensmaden og invitere mig over i hans telt, for et telt måtte han have, jeg havde ikke set lys i husene siden Mathilde Berthelsens fødselsdagskomsammen i det lille grønne Type 59 hus ved molen. Da jeg kom med kaffen regnede det. På vejen tilbage sneede det og var solkin og det blæste og var stille og et skib sejlede forbi i strædet bag mig og jeg opdagede det først ude mellem øerne, da agterstavnen hilste mig farvel. Borgin, stod der. På gps'en noterede jeg mig datoen, tidspunktet og det geografiske koordinat for min observation, så jeg kunne give kaptajnen en opsang, hvis jeg skulle støde på ham et sted langs Kysten på et senere tidspunkt. Kaffen var kold inden jeg fik sat den fra mig. Det var blevet forår.

Jeg drikker en blanding af en hel del Richs og kun en smule kaffe, for man skal jo spare i disse tider. Jeg ventede på manden og da han ikke dukkede op de første par uger begyndte jeg at blive en smule irriteret på ham og planlagde et baghold med tre af min syv nødraketter som skyts. Jeg havde omvandret øen dagligt og der var ingen båd at se, altså måtte han stadigvæk være et sted i bakkerne oven for bygden eller på holmene i vest, som man kan gå til, når tidevandet er trukket ud. Andre steder kan man ikke gemme sig. Øen rejser sig hårdt og hastigt fra havet i nord uden mulighed for at opholde sig på andet end udsatte klippehylder eller helt nede ved vandkanten på mosklædte sten, og alle andre steder kan man let overskue fra fjeldkammen der løber i øst-vestlig retning og falder jævnt skrånende mod øst i retning af husene, sydover ned til strædet og i vest altså ud til holmene og det åbne hav. Men manden kunne gemme sig. Hvis ikke han ville samarbejde kunne jeg skyde ham med raketterne og tage ham i portionsanretninger serveret med maizena i varmt vand. Også det slog fejl. Jæger bliver jeg aldrig. Samler er for slidsomt. Venter er måske ikke det mest lysende bud på en stærk evotionel streng, hvem har også hørt om Venterne og Udskyderne? Men én skal jo være den første, og når nu bygderne blev til på en selvstændighedsånd og jeg sad, sidder, på en ø i en grønlandsk skærgård i en bygd en vårvinterdag med alle muligheder for at træffe valg der ville forme mit dna og mine gener i de stærkest mulige strenge for mine efterkommer, så var Venter ikke så skidt et bud på en fremtidig vinder. Hvor mange moderne ledere på direktionsgangene er herrer over deres egen dna måske?

Jeg skød øens sidste hare med én af raketterne og de to andre gik til i et regnskyl sidst på foråret. Den regn havde intet at gøre her på det tidspunkt, sneen lå fra næs til næs og fra fjeldtoppene til vandkanten, vindblæst, hårdt pakket og om morgenen var der forårsskorpe, der holdt til ud på eftermiddagen i skyggefulde lavninger. Det regnede i ti minutter og det kostede to af seks nødraketter. En katastrofe af nogenlunde samme omfang for et samfund på min skala som en permanent oversvømmelse af alle nordeuropæiske hvedemarker. Man lærer at leve med tabet og ændrer vaner, måske endda kost, men sikkerhedsbilledet og truslen om udslettelse hænger og lurer i enhver usikker eller uafsluttet sætning om menneskehedens fremtid. Jeg er min egen menneskehed.

Båden ramte et skær, der ikke figurerer på søkortet, det var ikke indtegnet i min GPS, det var ikke synligt fra jollen, lyset faldt mærkeligt på strædet jeg sejlede igennem, jeg var sejlet udenfor ruten, jeg var slet ikke på det søkort, som jeg havde planlagt at bruge, det var mørkt, det var vinter, jeg var træt og alene og jeg er sikker på, at sejler hundrede fuldt lastede olietankere over samme punkt på kryds og tværs i hundrede år sker der med et hundrede procents sikkerhed intet. Ikke en skramme kommer der, ikke et bump vil der lyde, ingen høj sirene under dæk en oktobermorgen og et rødligt blinkende lys i alle korridorer mens en stemme i en højttaler roligt informerer om brand i tank 3 og 4, manglende redningsbåde til totredjedele af den menige nicaraguanske besætning eller snarlig undergang og død. Kun en rytmisk rumlen under havoverfladen når skruerne hvirvler søpindsvin af havbunden og skibets kølvand for en stund opholder de krappe bølger i det åbne vand ude syd for øen.

Jeg har overvejet at svømme på tværs af strædet over til den nærmeste ø. Havde jeg troede mindre på min snarlige redning i begyndelsen var jeg gået over isen. Jeg ville måske have mavet mig et stykke ude på midten, hvor flager blev skubbet omkring i store halvåbne våger. Et sted havde jeg måske været nødsaget til at tvætte en gummistøvle med et hurtigt og lidt klodset plask i et hul.

Hvad skulle stedet også fraflyttes for. Her kunne ligge en Pilersuisoq, Hans Petrussen kunne have skudt en sæl fra sin jolle ude hvor fjorden er dybest mellem øen og fastlandet nogle kilometer borte, et brev var kommet til en pige på kommunekontoret en dag, hun var optaget på skolen i Sisimiut, hun skulle rejse efter sommerferien, bygdebestyrelsen skulle finde en afløser, de skulle tale med Nukissiorfiit om en snarlig overdragelse af rettighederne til at producere lokal og bæredygtig energi fra vind og vandkraft, husene ville have B-numre og man kunne varme sig ved en petroleumsfyret skibsovn. Der ville være ruder i vinduesrammerne. Skibsforbindelse – der ville være skibsforbindelse mindst hver fjortende dag og indimellem kunne skibbrudne sydlændinge låne penge til en bid brød på et lokalt gæstgiveri der var åbnet fordi en eller anden norsk skibsreder havde fået den lysende idé at lægge ti årlige krydstogtsruter forbi bygden. Stedet ville vokse til en by. Skifte status, sådan officielt og i statslig forstand. Anerkendelsens muntre lys ville blande sig med de første solstråler en januardag og ingen skulle længere kunne sige, at bygden kunne lukkes. Man kunne i det mindste have gjort sig en anstrengelse. Det ville have reddet mig fra at brænde båden af stykke for stykke. Husene nænner jeg ikke at brænde af. Måske stedet endda igen bliver beboet. Det ville være fint med liv i de små huse, børn der spiller fodbold på næssets eng, handel og fiskeri og selvbærende familier i sammenhold. De siger, at der vil komme en bølge af tilbageflytninger. Den slags må man respektere. Her skal ikke brændes huse af. Jeg har fire tændstikker tilbage og ikke flere nødraketter.

Uddrag uden fortsættelse eller forgænger

13. juni

2008-06-13T12:58:00.004-02:00

Jeg foretager mine egne stunts. Det regner fra syd. En jolle kommer ud af tågen ved øerne ud for huset. Stævnen hugger i vandet. I åbningen mellem øerne kommer båden i et sideverts rul der forstærker længderetningens klapren. En mand i blå kedeldragt sætter sig og lægger en hånd på rælingen. Han bevæger sig ind i bådens rytme og ser afslappet ud. Jeg kan se orange bøjer og et blafrende rødt stykke stof. Båden er hvid med en blå stribe. Det ligner en Poca jolle. Måske 17 fod, en motor på omkring 60 HP. Ingen kendingsmærker. Jeg tager en bid af min nøddestang. Castus frugtpålæg. Jeg kan ikke se øerne øst for Maniitsorssuaq i tågen. Om to sekunder er han forsvundet om hjørnet ind mod byen. Kølvandet laver små forhindringer for de krappe bølger. Nu rammer manden i den blå kedeldragt et undersøisk skær ud for den mindste af øerne. Klippen er overset på søkortet, den figurerer ikke på gps-ruterne, den eksisterer ikke, og da han træffer klippen kastes han gennem luften mellem fiskekasser og søpindsvin. Han rammer vandet i en svirpende bevægelse med hovedet først, så det øverste af ryggen og til sidst hælene. Jeg kan ikke høre plasket for jeg lytter til et white label remix af Seals Amazing og holder kikkerten med højre hånd, mens den venstre klikker en rytme på buksebenet. Båden er halvt forsvundet i en bølge og jeg kan se en blå arm stikke i vejret. Everyone Says You're Amazing Now That You're Clean. Måske jeg skulle ringe til nogen og fortælle hvad jeg har set. Det er fredag.

10. juni

2008-06-10T18:30:00.000-02:00

Sløve dønninger efter søndenvinden, der rev et halvt åbnet vindue op i går aftes, og strøg ned mellem husene. Så var den væk. Jeg ser monstre ved husgavlen. Et lille kalveknæet kræ klædt i Dannebrog. Skyggen af en hale, der svirper omkring hjørnet. Det er skyet og fugtigt, skærene vest for Nipisat skummer og et bølgeslag rejser sig og kigger ind over land. En mand stjal en jolle og sejlede op langs kysten for at krydse tilbage til Canada, hvorfra han blev udvist. "Vi har alt det her land", siger de i skrankerne på immigrationskontorerne i Ottawa, Montreal, Halifax, "men nu har du gjort noget, der gør, at du ikke længere kan være på landet. Ja. Også selvom vi har plads nok og kunne gemme dig af vejen og ikke behøvede møde dig igen. Det kan vi gøre. Vi har en tekst, der siger, at det her land er et Land, og at folk der træder omkring på det nødvendigvis skal være kommet ud af en kvinde eller på anden måde have gjort sig særlige anstrengelser for at opholde sig her. Kan du spille rock 'n' roll går det måske også". Manden sejlede tilbage til Canada og blev udvist igen. Han forsøgte at krydse isen til Ellesmere Island om vinteren og blev hentet tilbage af folk fra Qaanaaq. Jeg ved ikke, om folkene fra byen overhovedet brød sig om ham, men de brød sig mindre om at efterlade ham ude på isen eller i bedste fald på den modsatte kyst. Han havde vist ikke sikret sig, at der gik en bus sydover. Eller måske han ikke havde fået vekslet penge. Hvad ved jeg.

8. juni

2008-06-08T10:50:00.002-02:00

"Jeg ved ikke hvad traditionel viden er, det er som jazz, jeg kan ikke definere det, men jeg genkender det, når jeg ser det". Siger David, som er Onondaga fra Nordamerika. Det ved jeg heller ikke. Det må jeg erkende. Måske det er noget med redskaber og forbundethed til landet. Eller til vandet? Mine forfædre kom i både, det er rimeligt sikkert, for jeg voksede op på en lille ø midt i et lille hav omgivet af store landmasser. Og så er de måske slet ikke mine forfædre, fiskerne, bønderne, svenskerne og preusserne. Men det kalder jeg dem og så er de det, sådan virker forbundethed og levende bånd, man påkalder sig, og så er man. Hvad er traditionel viden i Grønland? Var der et Grønland da det, der i dag kaldes traditionel viden, voksede sig stort og uomgængeligt og tungt?

Traditionel viden på Bornholm er kendskabet til havet, viden om kystlinjen, redskabernes udvikling og brug, handelsruter, sprogets anvendelse i arbejdet, ploven og kornet og brændevinen og alt andet, der lugter pastoralt og romantisk i bakspejlet, men som gør ondt, når man stuver sild i en tønde eller mosler med harven bag en traktor. Traditionel viden er slet ikke alt det der. Hvad med viden om, hvordan man overlever, hvordan man køber en billet til natfærgen, hvordan man slipper levende hjem fra en weekend i København, hvordan man finder vej på tværs af Skåne i bil, i bus, med toget, hvordan man køber ind i Kvickly eller går på arbejde på Siemsens Gaard? Ja, det er som jazz, det er særegent. Men har jeg misforstået noget? Er der noget, som er mere traditionelt end historien gennem hvilken jeg eller andre eller alle er vokset op? Eller er det et nedslidt dække over et reelt ønske om plads, ro, anerkendelse og fremtid?

3. juni

2008-06-03T17:25:00.002-02:00

Vinden er i nordvest, det er skyfrit, bølgestrenge går i stå ved hjørnet foran Qeeqi når de rammer det udgående vand fra Amerloq. En Targa 33 hamrer af sted ud af fjorden. Jeg kigger på disen ved Itilleq, på fjeldene i baggrunden. Nogle gange hedder de Troldfjeldene, Itilleq-fjeldene.De lidt fjernere kaldes Alfefjeldene. Navnene er tillæg til landskabet, som jeg leder efter, som jeg finder ro ved at udtale og sætte på den og den top, når jeg får den i kikkerten. Jeg vil vide navnene, og det irriterer mig, at jeg på den måde bliver fanget i Peter Coles kritik, for jeg føler mig ramt og er alligevel interesseret i navnene, jeg vil lære, men jeg vil alligevel ikke være én der lærer på en fremmed måde, som om jeg ikke forstår, at læring er en del af den handling, der forbinder mig med landskabet, snarere end at jeg forbindes med landskabet ved at lære ordene fra et vindue ved havet. "if this is your land, why do you keep asking us the names of the rivers?". Jeg spekulerer på, om jeg burde inkludere en reference. Jeg kunne lige så godt inkludere et billede af en banan. Begge er lige relevante for pointen. Pointen er lige relevant for indfødt-mads og fremmed-mads.

30. maj

2008-05-30T17:36:00.002-02:00

Vinterfjeldet er duftløst. Luften, måske dufter den, en totaktsmotor, selvfølgelig, og hundene. Men resten er opsamlingen af kulde i næseborene og forandringen af billeder fra syn til følelser. Og kan noget dufte yndigt? Kan Danmark, som de synger i sangen? Sidste dag i maj i morgen, det sneede nu til aften og i morgen skal vi køre snescooter på et fjeld, der både dufter, løber, skrider og pipper. Er det yndigt? Yndighed har sine udtryk i lomvier, elve, rypekrat, hundepladser, smeltevandssøer, dværgpil på en sydvendt fjeldskråning, rensdyr og Itinneq i solen en snefri frostdag. Det ligger ikke i ordet. Men måske ordet ligger bedre i visse landskaber, og måske det ikke passer med fjeldene og fjordene på 66 35 nordlig bredde. Den næste grøft man så springer i er "åh, det er så kontrastfyldt". Ja. Men hvad er ikke kontrastfyldt? Okay. Visse ting måske. Det siger jeg for at dække mig ind. Jeg ved faktisk ikke, hvad jeg skal bruge som eksempel på det, der ikke er fyldt med kontraster. Vingummi har kontraster. Det er et anskuelsesspørgsmål, der skal stilles, ikke et enten/eller. "Grønland - det kontrastfyldte land". "Danmark - det yndige land". Undskyld, Herder, men så er timen vist slut, vi skal lige ud og trække vejret i den kontrastfyldte luft.

27. maj

2008-05-27T16:10:00.000-02:00

Hvad er det vi har med os fra ugerne der gik, fra månederne og årene? Hvad skal vi bringe videre, hvor skal det hen, hvor skal det hen, der hvor det skal hen? Hvem er de, der skal skrive om alt det, som nu engang falder ind mellem dagene og årene, hvis ikke det er os, os, der alligevel skal gå på arbejde arbejde, søge bidrag, spænde hunde for, fylde diesel på biler, sommerklargøre motorbåde, sætte bundgarn, fange ørreder på stang, skyde moskus, rydde sne, tage i byen i Kangerlussuaq, søge i ly for søndenvinden, jage rensdyr ved Utoqait, læse Finn Lynge, scanne varer ved kassebåndet i Pisiffik, registrere vejret den 10. marts den 4. juli den 26. oktober, høre Pelican klokken to en lys sommermorgen, sprænge klippe væk til vejbyggerier, stryge af sted på scooter i den første sne, stå i smeltevandet der løber fra Nasiffik ned i kanalen ved Nikkorsuit og ud under Qeeqi, sejle ad indenskærsruten til Itilleq, gå over Nipisat i regnvejr, lande fisk til en lukket fabrik i Sarfannguit, arbejde på bygdekontoret, køre grus i Kangerlussuaq, sikre sig at indlandsisen stadigvæk er hvor den plejer at være, læne sig ind i snefoget på trappen bag Pinnguarfik og bøfhuset en novembermorgen, tage imod patienter på sundhedscenteret, stige ombord i en Dash 7 i jævn vind og tåge, bygge på Akia, lære dansk, lære grønlandsk, fortælle og læse og lytte?
De vil komme og skrive hvad der passer dem. De vil skrive, at vi ikke kunne finde hinanden. At der var kærlighed, men at det ikke var nok. De vil skrive, at vi fangede fiskene, bremsede strømmene, forseglede jorden bag asfalt. De vil skrive, at vi var onde, at vi var mange, at vi kom og gik, at vi ikke brød os om det fjerneste af det, der blev sagt.
Hvem skal skrive det vi gør nu, hvis ikke det er os, os, der alligevel skal være her mens det bliver gjort? Det kan gøres. Det kan gøres efter arbejde, det kan gøres mellem fangstturene, det kan gøres i kahytten på rejetrawleren, det kan gøres i en pause mellem to krydstogtsskibe, det kan gøres henover disken i Spar, det gøres ved et skrivebord, det kan gøres stående gående og løbende, det kan gøres på bagsædet af en bil i cirkulation mellem heliporten og lufthavnen, det kan gøres. Og ellers gør andre det, og så bliver det sådan et forbandet slagsmål om rettigheder og oprindelighed, hvis ikke vi kommer i gang.

25. maj

2008-05-24T21:00:00.000-02:00

Regnen dufter af himmel. Ikke sådan Gud og Himmel og den slags. Men himmel og skyer og luft, der er fanget mellem regndråberne og som trækkes ned i faldet og rammer os, mens vi cykler gennem byen, halvkolde. Det er fire grader, vinden er i nord, måske nordvest, en sky lister sig hen over kammen på Præstefjeldet og bliver tæt og grå og hængende over Ulkebugten. Der er en smule is tilbage på det inderste vand. Hvis det regnede fisk ville de slå sig. Men det regner vand. Dråberne slår ned i vejen, hopper på køleren af en bil, samler sig og løber i betongrøften ned ad Aqqusinersuaq forbi Den Lille Butik. Vi har slået telt op i stuen. Det er en test. Det er fordi det snart er sommer, har vi hørt. Så skal vi ud på øerne i skærgården og sidde på klipperne. Derude er vi ikke danskere. Derude er vi dårligt nok mennesker. Vi er to organismer, der kryber i læ under et ripstop-forstærket telt, når det regner og lugter hav og himmel og for meget af kulturhistorie. Så vi har slået teltet op i stuen og hører Primus og prøver på ikke at være danskere. Det er en test. Det lykkes bedst, når vi ikke viser os på gaden, i klasseværelset, i Pisiffik.

24. maj

2008-05-24T04:46:00.000-02:00

Jeg vidste ikke, at man kunne se alle de gletschere fra vores vindue. Så er det tåget. Så er det mørkt. Så er man på arbejde. Så kigger man ikke. Så kigger man ned foran bygningen. Så kører man snescooter. Så ser man fodbold. Så læser man om gletschere. Så kigger man på havet eller på en båd mellem skærene. Så ser man nordlyset. Så ser man fjeldene uden at se isen. Så ser man sneen uden at se isen. Og så en dag står man og kigger og kigger og får øje på gletscherne i aftensolen. I flere måneder vidste jeg ikke, at der står en bænk på en lav klippeknold, helt ude over vandet, ikke så langt herfra. En dag går jeg derned. Så vil jeg sidde og kigge på gletscherne.

Fiktiv 23. maj

2008-05-23T07:03:00.002-02:00

Vi sejlede ind i fjorden ved faldende vande. Der blev spillet lidt guitar, én navigerede ved søkortet, to holdt øje med solen på Kællingehættens kam, der kom trommer ind i en kanal et sted bag guitaren, et stangnet blev jaget ned langs skibssiden, vi hev søpindsvin ind i en spand. Dér løber olien direkte i havet, sagde én. Dér tømmer de byens latrinposer i en bugt, sagde en anden. På den ø, hvor Assaqutaq ligger, er der en ovn hvorom affaldet flyder i dynger mellem klipper og tang, sagde én. Derinde sidder de og diskuterer olieudvinding og omfartsveje, lød det et sted fra. Se havet, sagde du. Se bølgerne og klippeskærene med lommer af sne, hvor edderfuglene pakker sig i flokke på læsiden. Se isfjeldet der ruller omkring inde i vigen, fanget, skurrende mod undergrunden indtil det bliver så let, at det en dag midt på sommeren ruller en sidste omgang, slipper og driver til havs og bliver til mere hav. Vi kiggede på isfjeldet. Vi kiggede på havet. På en stenstrand bag en pynt lå der plastictønder, knækkede bøjer, halve fiskekasser, flasker, madrester, jernskrot omkring en gammel offentlig hytte. Naturen i arktis er storslået, sagde du.

22. maj

2008-05-22T17:01:00.000-02:00

Snakken går i byen. Bliver det sommer i år? Når nu varmen kommer, så... Så snart det bliver sommer skal vi... Hvordan var det sidste år? Men der ligger sne i baglandet. Meget sne. Har vi en dag vi kan kalde vinterens sidste dag? Det er lyst hele natten. Bådene går i ujævne rytmer ind og ud af Amerloq. To joller fuldt lastet med mennesker og grej står sydover ved midnatstid på indenskærsruten til Itilleq. 100 kilometer til fjeldene bag polarcirkelen. Er det mørkere dér om natten? Skal man kunne se solen, før det gælder som midnatssol? Hvilken betydning har årets rytme i dag i morgen i uge 38 til november eller ved sommersolhverv, når vi går på arbejde, når vi sover bag mørklægningsgardiner, når vi tænker på om vi ser trætte ud mens vi føler os vågne, når klokken 0800 og 2000 klokken 1600 og 0400 ikke er til at skelne i andet end nuancer af lys? Hvorfor går vi på arbejde i vinterens eneste dagslys? Hvorfor går vi i seng hver aften, klokken 2230, hele året, medmindre der er fødselsdag, familiefest, middagsselsskab eller primærvalg? Tror vi, at det på en eller anden måde betyder noget?

16. maj

2008-05-16T03:40:00.003-02:00

I Nuuk er dem, der ligner mig, når du flygtigt passerer os på gaden, i flertal. Det virker fremmed. Det virker bekendt på en fjern måde. Det var ikke hensigten med at komme hertil, og køre i taxa gennem forstæderne, rundkørslerne, regnen. Jeg trives godt i mindretal, så længe det er skånsomt og venligt at være en minoritet. Vejret her er det samme. Slud. Nattefrost. Solskin. Sidste skoledag. Olietænder slæbt gennem gaderne. Og så det der er anderledes. "Trafiken flyter tungt och sakta genom stan". Her føles atlantisk. Vinden er mærkelig. Den blæser ind fra et hav med mere fugt, mere duft af golfstrøm og havfugle. Kan man synge en emigrantvise til korte rejser? Hvilket sprog mon de taler, der hvor jeg skal hen? Hvilket sprog.

10. maj

2008-05-10T17:04:00.005-02:00

Det sidste af en snefane dratter ned ad skrænten foran huset. Solskin, men vi er fanget halvt indenfor, i vindueskarmen med en hånd ude i solen, en trøje på i vinden. Overblød sne og båden endnu ikke i vandet. Vi kan gå en tur i byen. Her kunne de godt bygge med Habitat for Humanity. De kunne godt agere civilsamfund. De største af dem, der er de, kunne godt tænke mere på flerstrenget samfundsudvikling. Bostederne langs kysterne, i fjordene, på klippeknolde, ved strømsteder, på øer og landtanger, alle behøvede ikke være det samme land, det samme Grønland. Vi kunne godt tænke mere på flerstrenget samfundsudvikling. Differentieret planlægning.
Vi kunne også holde op med at tænke i planafdelinger og friland, bygdepolitikker og sammenlægninger. Det ville klæde os at tænke på forskellene som betydningsfulde og konstruktive byggeklodser, som vi kan bruge til at leve i og med. Det ville klæde os at tænke. Hvorfor er loven generel? Hvorfor er den generel for netop denne geografi, disse mennesker? Hvorfor er udvikling + Udvikling = Denne udvikling for Os, nu, her, no man left behind, og alligevel med masser af mennesker efterladt uden mulighed for at vælge Vores udvikling fra? Hvis staten ikke kan opretholde samme service under samme lov for alle mennesker, skal vi så langsomt fratage visse mennesker rammerne for at bebo en græsklædt klippeskråning med navne og følelser foldet ind i husene, stierne, hverdagshilsnerne og arbejdspladserne? Gælder det for alle, at nogen ikke kan se en fordel med dette eller hint?
Hvad er statens berettigelse, hvis den ikke kan være stat for alle og alligevel agerer stat for alle? Hvad er statens landkort, hvis det ikke er dens menneskers hverdagsgeografi? Hvordan blev staten til, og hvordan blev den til noget så fjernt fra de liv, som mange af os lever? Eller gerne ville leve. Og hvorfor sætter vi staten i vejen for disse liv ved at tale statens magt ind i de institutioner, forretninger, forhold og følelser, som kunne være vores og ikke ingens, statens, begrebets magt?

9. maj

2008-05-08T21:16:00.007-02:00

Sol i fem dage bagud. Sol i fem dage fremad. Sol sol sol sol sol. Sol. Jeg vasker vinduer. Bagefter pudser jeg ruder. På den måde kan solen lettere komme ind, tænker jeg. Ind på gulvet og varme. Så åbner jeg et vindue i varmen. Sikke en udsigt. Dernede på klipperne foran bygningen er sneen væk. Den er væk på alle sydvendte hældninger, på alle veje, snart alle vegne. Jeg går ud og pisser på klippen. Det damper i solen. Jeg burde drikke mere vand. Jeg burde tage en tur til Oregon og klappe et træ, bestige Mount Hood, gå til en koncert med M. Ward i Portland. Men først skal der pisses. Bagefter skal der ryddes op langs vejen, hvor juicebrikker, cykelhjul, plasticspande, sofapuder, skruelåg, dåser, fyrværkeri, papkasser og køkkenaffald tilstopper smeltevandskanaler og bliver tilbage i lumpne snevolde. Oregon må vente. Nu bliver det sommer. Kysten rejser sig skarpt fra havet. Vi skal sejle i fjordene, vi skal jage rensdyr på fjeldet, vi skal æde sortebær og lede efter kvan at kandisere i brunsukker en torsdag morgen klokken tre inden vi kollapser og vender vrangen ud på vækkeuret og cykler på arbejde i ly af havgusen. Vi har ingen forbehold. Måske på nær stikkemyg. Fem måneder til den første sne.

7. maj

2008-05-07T04:11:00.001-02:00

"Vi kom hit i en liten plasteka med motor"

Sonnevi

6. maj

2008-05-06T16:52:00.006-02:00

Jeg er med dig, Franklin,
i Victoria Strædet på dine skibe med de mærkelige navne, der må have betydet noget andet og mindre verdenspolitisk betændt, og som alligevel blev klemt inde i sindets umulige passager,
jeg er med dig, Frobisher,
mand som du er, med øje for guld og blindveje, på Qallunaat Island og frem og tilbage på Atlanten, og tilbage og frem på Atlanten med 1,3 millioner kilo sten og grus,
og dig, Nansen,
på Fram, det siger jeg dig, dér er jeg med, det var godt regnet ud, Nansen, at hoppe af og vade af sted og alligevel blive husket for skibet i isen, hvis det var isen og ikke havet eller den friske luft, som vi husker, eller mågerne i en bugt på Melville Island 75 år tidligere,
dér er jeg med dig, Parry,
i februar mens du læser artikel 22 højt for mændene på dækket, og en eller anden piller næse og du statuerer et eksempel og du vender serjrrig hjem og knævrer fanden et øre af og smadrer Cook, det skrog, med dine rige venner fra National Geographic Society i ryggen, og,
vent, nu er jeg ikke med,
det er ikke dig, det er dig Peary,
du er slet ikke William, de forbandede navne, flyt nogle streger hist, fold én mand ind i en anden, glem den første forkert, og straks er det dig, Robert, med slagskyggen og bredsiderne og kravet på Nordpolen, men det ville I vel alle have gjort, alle som en, "Nordpolen, siger du?, joh da, den skriver jeg på listen før Nordvest Passage og Thule, takker Hr., yderst elskværdigt af Dem, og Eskimoerne?, jo, det var også mig, ja, og de Oprindelige Folk, alle dem, der fordrev de foregående, også dem, tak, det var mig",
jeg er med dig, Qillarsuaq,
ind og ud af drømme, over Pim Island og strædet til nyt land, mere land, gennem alle stederne og navnene, ind i teknologierne på Grønlands østkyst, på de mange års rejse ind i historiens hemmeligheder, forsvundet nu, Qillarsuaq, forsvundet, mellem flere mænd,
jeg er med dig Barents,
men kun fordi dit navn er så heftigt og fordi I var så pissebange og hjemmefra, så er jeg med dig langs Novaya Zemlyas stenstrande, fordi det var årets hit, Novaya Zemlya, og fordi du har et helt hav, mens Davis har et stræde, Frobisher kun har en bugt, "og jeg har ikke noget", siger den forsmåede Oprindelige på vej hjem fra Siorapaluk,
jeg er med alle jer,
I der pakkede kiks og boblevand til svipture over polen, I der ledte efter magnetbjerge og Indien i pakisen, I der fløj i balloner, I der spiste mad af giftige dåser, I der ville have gjort som jeg og jeg som jer, jer er jeg med,
så stik nu af, find noget, gør som vi plejer, så skriver de vel en bog og opkalder flere navngivne steder efter os, så bliver vi vel så stolte, så stolte,
af at være med.

5. maj - nuannarivara

2008-05-05T18:33:00.005-02:00

Ni grader fra sydvest. Vindhuller finder sten frem og stikveje bliver vandløb, det er mandag, der er fluer i vindueskarmene, og der er kommet nye skud i Tallerkensmækkeren, som bestemt ikke hedder sådan, men pyt nu med det. Første nat uden nattefrost siden oktober? September? Der serveres negerbøf i aften. Vi skal derhen. Det er vel omtrent så korrekt et ord som Holsteinsborg. Jeg vil også være adelig og sende folk ud i verden for at finde verden, og så vil jeg have et allerede eksisterende sted opdaget og opkaldt efter mig uden at spørge, hvad man mon lokalt kunne have fundet på af navne. Madseland. Pihlistan. Madspihlien. Det er et skjul jeg kryber i, når jeg forsøger at lade som om, at jeg ikke er dansker. "Næ, jeg kommer fra Bornholm", øver jeg mig så, inde i mit hoved, mens jeg går forbi brandstationen og Gustav Hansens værksted og Sprogskolen på vejen hjem fra arbejde. "Jeg ser mig selv som bornholmer. Du skal ikke kategorisere mig sammen med alle de der danskere", siger jeg, måske halvhøjt men kun for mig selv på vejen ned ad trappen forbi Pinguarfik og Kukkukooq. Så føles det mere forsvarligt og ikke som om jeg er her fordi andre gjorde hvad de kunne for at gøre stedet her dansktalende. Vejret er vel det samme. Måske anderledes. De der danskere.

4. maj

2008-05-04T16:02:00.003-02:00

Det bliver ikke mørkt, og det begynder at blive et problem. Sneen smelter, og det begynder at blive et problem. Havet er så blåt, og det begynder at blive et problem. Men det sidste er til at håndtere og bådebroerne er snart i vandet. Desuden er der nye geografier nye lys nye sæsoner nye nye nye at håndtere. Og det med sneen må bare være sådan. Anderledes med natten, hvorom alle siger "iihh, det må da være dejligt, at det er lyst hele tiden og så videre". Jeg er fortsat så ny her, ny i lyset, ny i maj, snart ny i juni, har lige været ny i april. Det er to grader i skyggen, havet er så blåt fra 1400 meters højde, så blåt, bådene går ind og ud af Amerloq, rundt om hjørnet, forbi øerne og væk bag udløberen under Nasaasaq, joller, småbåde, skibe, hvaler - har jeg hørt. Men alt det lys, det begynder at blive et problem, og kun fordi jeg ikke er vokset op her, fordi jeg kan klandres for det, fordi jeg ikke kan udtale mig offentligt om lys og skygge, fordi en kommentar i en avis, et digitalt nyhedsmedie, en holdning i de forkerte kredse bare betyder kolonikortet og en finger i vejret fra en passager i en forbipasserende bil. Er det en holdning ikke at kende klokken fordi man er vokset op i et andet lys? Oluf Høsts og Lergaards lys? Det er det samme her, lyset, det har bare fundet en anden rytme, og den rytme har fundet et landskab og en række vind- og havstrømme, der tilsammen giver en pæn sjat mere sne, noget koldere vejr end 55 grader nord, og så videre med alt kulturelt geografielt klimalt principielt pladder. "Mit lys er i mindretal her", siger etnomatematikeren. På 67 grader nord findes en diaspora af 55 grader nordligt lys, det pakkes ud med 20 fods containere og fælles tilflytterfortællinger, men det kan ikke passe, at jeg vil have lyset til at passe med sjapvintre og blæsesomre. Så må jeg leve et andet lys. Hvad havde jeg forestillet mig? Lidt efter midnat kan vi se sollys fra nord på fjeldene i syd. Jeg hænger et håndklæde for vinduet. Gardiner er tilladt.

30. april

2008-04-30T18:09:00.005-02:00

Der skal være en eller anden form for konsekvens. 30. april. Kampdag i morgen. Sommerens kampdag. Sne i alle sprækker revner spalter huller skyggefelter lavninger trappeopgange. Held og lykke. Hvilken konsekvens? Jeg er ikke ind/født. Men født er jeg dog. Det er bare ikke nok til at gøre noget som helst ved min følelse af Maniitsorssuaq den store ø uden flade steder derude i Amerloq. Der er intet jeg kan gøre siger jeg fordi det har jeg lært at sige ligesom snespurven. Maniitsorssuaq. Jeg kan mærke øen den er derude vi kan se den fra fjeldryggene i land jeg kan mærke den øen den er ikke min den er sådan ikke nogens den har bare et navn og det er ikke mit. Sådan er det. Mere regnvejr slud regnvejr slud sne regnvejr mere lys på himlen mere håndklæde for vinduet mindre lys fra Amerloq når vi skal sove. Okay så jeg må ikke skrive som de indfødte taler heller ikke på dansk må jeg skrive sådan. Der skal være konsekvens og jeg må ikke antage andres stemmer også selvom de ikke bruger dem for det er påtaget stemmeføring og uha det kunne lyde som dukkeføring og dét kunne lyde endnu mere som noget med noget med det der koloni noget. Regnen er i det mindste rimelig konsekvent. "For meget vrede For meget sukker For mange skorstensrør Ikke nok sne". Ginsberg. Jeg er et mindretal uanset hvor jeg bor i mindretal fordi jeg ikke forstår et overtal af de nationale der bilder sig ind at de i hvert fald ikke er nationale men globale der kan have vejr i danmark vejr i grønland vejr i lande vejret i tyskland i dag bliver fint det bliver lidt dårligere i danmark og det sner i grønland. Er det godt vejr? Skal du til danmark til sommer? Skal du hjem til danmark til sommer? Hvor længe skal I være her? Hvornår skal I hjem? Den og den sætning i den og den sammenhæng giver de og de fornemmelser. For de fleste af dem der synes at sommer er danmark er hjem blandt de svagt bøjede verber. For de fleste er hjem svært bøjet.

2008-04-29T21:35:00.001-02:00

::

mary arctica
lørdag i sisimiut
royal arctic line

::

29. april

2008-04-28T21:23:00.003-02:00

Næstsidste dag i april. Imorgen er 8 minutter og 14 sekunder længere. Det regnede i dag. Kraftigt og fra syd. Sneen smelter mærkeligt. Damper lidt og puffer så bort. I regnen bliver den noget slask. Den løber med vandet grødet grøn på græsset. Skumtoppe på havet. Skygråt. Det er som i efteråret men med mere sne. Her bor vi. Lad os dog. Har vi en stil? Har vi en tone? Så er den hverken jeres eller deres og endnu heller ikke vores slet ikke vores. Sig ikke at den skal være nænsom oprindelighedsfølsom stilstudieopmærksom. Sig at den må sige sig selv sikker. Sig at den også må give mere mening. Lægge til. Ikke læne sig. Næstsidste dag i april og det bliver ikke mørkt ikke rigtigt kun i syd kan man se lidt nordlys hvis man kigger efter og står længe og kigger mod syd ja men ikke i dag nej ikke i skyet vejr og regnbyger. Davis Strædet. En udrykningslyd gennem det halvåbne nordvendte vindue men intet at se ingen røgskyer røgslør røgsignaler efter at brandbil og brandchef er forsvundet bag nummer ni. "Drama drama dynamit". En lort i opgangen. Lønningsdag og folk skider på et repos. Gør det dog i en taxi. Et par plusgrader snespurve og skyer om fjeldet blæser fra syd. Amerloq. Der hvor rensdyret smed sit skind Amerloq. Qeeqi. Der hvor drukmåsen sked i en opgang Qeeqi. Næstsidste dag i april.

2008-04-14T22:13:00.001-02:00

::

det knitrer et sted -
en flue i en lampe,
eller nordlyset?

::

bloggeren er taget på tur

2008-02-24T22:07:00.000-03:00

...er tilbage hvis vejret bliver gråt eller fjeldene falder om.